Doktor Carl von Cosels Hemmelige Liv

Limfjordsteatret klar til Kulturmødet med en grotesk, musikalsk og sand historie om kærlighed, der overvinder selv døden.

Limfjordsteatret inviterer den første aften under Kulturmødet, torsdag 24. august kl. 21, til urpremiere på den nye forestilling ”Doktor Carl von Cosels Hemmelige Liv – en sand historie om grænseløs kærlighed”.

Om forestillingen
Doktor Carl von Cosel er videnskabsmand og røntgenspecialist i 30’ernes Florida, da han møder den unge Elena de Hoyos på tuberkuloseklinikken. For ham er det kærlighed ved første blik. Faktisk mener han at have mødt hende i et syn i natten for mange år siden, hvor han blev lovet, at netop denne Elena skulle blive hans livs kærlighed. Hans sjæle-elskende. At de var forudbestemt for hinanden. At deres kærlighed ville vare evigt.

Trods Carl von Cosels ihærdige bestræbelser på at helbrede Elena med røntgenstråler, dør hun fra ham. Men for doktor Cosel stopper det ikke her. Han ved, at man ved videnskabens hjælp kun er et øjeblik fra at kunne forlænge livet. At man ganske snart vil kunne udskifte syge organer med nye, sunde og raske. At man lige om lidt vil kunne vække de døde til live …

Derfor sætter han alt ind på at redde sin Elena og give hende livet tilbage. Koste hvad det vil af grænseoverskridende handlinger, af ulovligheder, af forstyrrelser af gravfreden.

I rollen som Doktor Carl von Cosel finder man skuespilleren Sune C. Abel. I rollen som hans – musikalske – samvittighed optræder sanger, sangskriver og skuespiller Lasse Popp, der også har skrevet teksten, der tager udgangspunkt i den virkelige doktor Cosels egen biografi. Kim Fast Jensen har lavet animationer og står sammen med Bastian Popp for den musikalske ledsagelse. Forestillingen er instrueret af Gitta Malling.

”Doktor Carl von Cosels Hemmelige Liv” har urpremiere torsdag 24. august kl. 21, og spiller igen fredag 25. august kl. 21. Selv om alle arrangementer under kulturmødet er gratis, kan der via hjemmesiden www.limfjordsteatret.dk reserveres billetter til begge forestillinger.

Forfatter

Related posts

Top