Dobbeltkoncert på Heltborg Museum

Heltborg Museum ved Hurup i Thy danner lørdag 6. maj kl. 19.30 rammen om dobbeltkoncert med Lilian & Gitte Vammen samt Tove de Fries & Malene D. Beck.

Lilian Vammen (harmonika) og Gitte Vammen (klaver) har spillet sammen i næsten 40 år. Lilian er 4. generation i en spillemandsfamilie fra Vestjylland. Gitte og Lilian har i næsten to årtier været festmusikere, men siden sidst i 1990’erne har de udelukkende spillet folkemusik. Traditionsmusikken fra Lilians familie har høj prioritet, bl.a. med det sigte at videregive den musikalske dialekt og spillestil kombineret med dansemåden i familietraditionen.

Tove de Fries (violin) og Malene Daniels Beck (klaver) har spillet sammen siden ca. år 2000. De er vokset op med den samme dansemusik som udgangspunkt. Toves far var spillemand, og det var sammen med ham hun startede med at spille. I den tid Tove har spillet violin, har hun beskæftiget sig meget med de forskellige violinspillestile, der findes i den danske folkemusik. Tove har desuden gennemgået folkemusikuddannelsen på Det fynske Musikkonservatorium

Malene D. Beck har trådt sine barnesko i Folkemusikhusmiljøet og kom derigennem også i kontakt med traditionelle spillemænd som bl.a. ”Æ Tinusser” og Viggo Gade. Hun er uddannet bassist fra Det Jyske Musikkonservatorium, rytmisk linje. Det er dog som pianist, hun mest dyrker den traditionelle folkemusik. Både Tove de Fries og Malene D. Beck underviser på konservatoriet i Odense, og den daglige kontakt affødte mange lange samtaler og sessions, som gjorde et samarbejde uundgåeligt.

Gitte og Lilian fortæller, at deres musikalske møde med Tove og Malene har været særdeles opløftende. “Vi inspireres af en fælles forståelse for, hvordan musikken skal spilles med følelse, kraft og dynamik og med et udadvendt fokus på dansere og tilhørere. Tove og Malene spiller med musikalsk overskud, og vi gribes af den energi og naturlighed krydret med humor, der opstår i samspillet med dem. Det, der gør, at musikken lever.”

Koncerten arrangeres i samarbejde med Spillestedet Thy.

Billetpris: 150 kr. – Medlemmer: 125 kr.
Bestilling: Tlf. 4046 1617 aldershvile17@gmail.com ell. 51743305 (helst sms)

Forfatter

Related posts

Top