DN Thy: Landbruget er hovedårsagen til krisen i Thisted Bredning

Miljøtilstanden i Thisted Bredning er kritisk. Algeopblomstring, fedtemøg og iltsvind har i de senere år sat sine tydelige spor i fjorden, hvor både fisk og bundliv er under pres. Samtidig nærmer deadline sig: I 2027 skal området leve op til EU’s krav om “god økologisk tilstand”.

Ifølge Lars Rask Mortensen er der dog ingen tvivl om, hvor hovedproblemet ligger, fremgår det af et opslag på Facebook.

– Miljøtilstanden i Thisted Bredning er elendig. Livet i fjorden bliver simpelthen kvalt af alger og iltsvind, siger han.

Spildevand fylder i debatten – men ikke i regnskabet
Debatten om forurening fokuserer ofte på spildevand og rensningsanlæg. Men ifølge DN Thy giver det et skævt billede.

– Når vi taler om kvælstof i Thisted Bredning, er det vigtigt at holde styr på proportionerne. Rensningsanlæggene udleder omkring 21 tons kvælstof om året, mens reduktionsbehovet er på hele 523 tons, forklarer Lars Rask Mortensen.

Det svarer til, at rensningsanlæggene kun står for omkring 4 procent af problemet.

– Selv hvis vi lukkede alle rensningsanlæg i morgen, ville der stadig mangle over 500 tons i reduktion. Det siger noget om, hvor problemet reelt ligger, påpeger han.

Landbruget dominerer udledningen
Ifølge tal fra myndighederne står landbruget for langt størstedelen af kvælstofforureningen.

– Landbruget bidrager med knap 70 procent af den samlede udledning. Ser vi kun på den del, vi mennesker kan gøre noget ved, er tallet tæt på 80 procent, forklarer Lars Rask Mortensen.

Han mener derfor, at fokus på spildevand risikerer at fjerne opmærksomheden fra den største udfordring.

– Nogle gange føles det næsten som om, vi kalder det spildevand, fordi vi spilder tiden på det – i stedet for at tale om hovedproblemet, som er landbrugets udledning, siger han.

Sværere at regulere
En del af forklaringen ligger i forskellen mellem kilderne. Rensningsanlæg er såkaldte punktkilder, hvor udledningerne måles og kontrolleres nøje. Landbrugets udledning er derimod mere diffus.

– Kvælstoffet fra landbruget skylles ud med regnen, løber gennem dræn og ender i fjorden. Det er langt sværere at håndtere, men det er også her, indsatsen skal sættes ind, forklarer han.

Store ændringer på vej
For at nå målet om bedre vandmiljø er der behov for en reduktion på 523 tons kvælstof årligt. En stor del af løsningen skal findes gennem arealomlægning.

– Planerne i Thisted og Morsø kommuner viser, at op mod 74 procent af reduktionen kan nås ved at tage landbrugsjord ud af drift – især lavbundsjorde, siger Lars Rask Mortensen.

Arbejdet sker i samarbejde mellem kommuner, lodsejere og staten som en del af den grønne trepart.

Tid til handling
Sommeren 2024 viste med tydelighed, hvad der er på spil, da iltsvind førte til fiskedød i fjorden. Hvis udviklingen skal vendes, kræver det handling nu, understreger DN Thy.

– Vi ved, hvad problemet er, og vi ved, hvor vi skal sætte ind. Hvis Thisted Bredning skal have en fremtid, kræver det, at vi tager fat dér, hvor det virkelig batter, slutter Lars Rask Mortensen.

af Redaktionen

Relaterede artikler

Mors, Topnyheder

Meiner Nørgaard langer ud efter budgetprocessen på Mors

Han kritiserer både den politiske retning og det, han kalder manglende åbenhed fra konstitueringsgruppen, der består af A, B, C, SF og DF.
2 min read
Mors, Topnyheder

Radikale: Vi vil ikke låse os fast før budgetforhandlingerne på Mors

Hvor meget der kan ændres i det kommende sparekatalog, afhænger ifølge De Radikale i høj grad af, hvor stort et beløb kommunen ender med at skulle finde.
3 min read
Mors, Topnyheder

Dansk Folkeparti holder kortene tæt til kroppen omkring budget på Mors

Dansk Folkeparti vil endnu ikke melde konkrete besparelser eller politiske krav ud i forbindelse med Morsø Kommunes kommende budget.
3 min read

Hjælp os med at dække din by
– Tip os om nyheder!

Så er du med til at hjælp os med at dække de vigtigste historier i dit lokalområde.