DM i fodbold for handelsskoler var en stor succes

Ca. 250 elever fra handelsgymnasier og erhvervsskoler fra hele landet gæstede i denne uge Thisted, hvor EUC Nordvest var vært for DM i fodbold for handelsskoler.

Efter det indledende kvalifikationsspil, havde i alt 16 hold kvalificeret sig til deltagelse i danmarksmesterskabet – heriblandt både et pige- og et drengehold fra EUC Nordvest. Desværre rakte de lokale elevers præstationer ikke hele vejen til en finaleplads, da begge hold måtte se sig slået på målstregen efter nederlag i semifinalerne.

– Stævnet blev afviklet på Sparekassen Thy Arena, og alt forløb til UG. Tilbagemeldingerne fra deltagerne har også været utrolig positive. De var ret begejstrede for den gode forplejning, som vores kantine og elever fra Nordic Food College stod for, men de roste bestemt også fodboldanlægget og skolens faciliteter. Der var en del, der skelede misundeligt til vores campus-miljø, hvor de forskellige uddannelser og idrætsfaciliteter ligger samlet, så alt er i gåafstand, fortæller teamleder Sigurd Skovborg fra EUC Nordvest.

Alt i alt var afviklingen af DM i fodbold for handelsskoler en succes, og Sigurd Skovborg tøver derfor heller ikke med at melde EUC Nordvest klar på banen som arrangør igen næste år, hvis der ikke er andre skoler, der tager teten.

Forfatter

Related posts

Top