Dit barns legetøj er fyldt med skimmelsvamp og gær

Dit barn har sikkert leget med små badedyr i badekarret eller leget far, mor og børn med en Baby Born-dukke der både kan drikke og tisse. Men alt er ikke så idyllisk som det måske kunne se ud til.

Sort og smudsig skimmelsvamp har nemlig gode vækstbetingelser i legetøj, hvor der kan komme vand i.

Det har TV2 påvist ved at sende små badedyr og en Baby Born-dukke til test på Teknologisk Institut. I begge tilfælde blev der fundet skimmelsvamp og gær, som børnene altså er i kontakt med, når de leger med legetøjet.

Sikkerhedsstyrelsen griber ind
Skimmelsvampen opstår, fordi der kommer vand ind i legetøjet. Og der skal ikke meget til. Blot en enkelt dråbe vand på indersiden af plastikken kan skabe skimmelsvamp, der kan være farlig for børnenes sundhed. Når børn leger med badedyrene, klemmer de for eksempel vand ud af dem, og med vandet ryger der skimmelsvamp ud. Med andre ord bliver børnene badet i skimmelsvamp.

Testresultaterne har nu fået Sikkerhedsstyrelsen til at gribe ind. Sikkerhedsstyrelsen kan blandt andet udstede påbud, hvis forbrugernes sikkerhed er i fare.

– Med hensyn til badedyrene, så har vi på baggrund af TV 2’s historie valgt at indskærpe overfor detailbranchen, at der skal følge vejledninger om hygiejne og rengøring med ved legetøj, der er konstrueret på en måde, hvor der kan opstå risiko for skimmelvækst. Det skal gøres for at advare forbrugerne, siger Mette Cramon, kommunikationschef hos Sikkerhedsstyrelsen.

Styrelsen har i samme ombæring besluttet,  at man i fremtiden vil gennemføre kontrolindsatser for at følge op på, om branchen nu også følger de nye påbud.

Vi har besluttet at køre en kontrolindsats, så vi følger op på, om branchen nu også lever op til indskærpelserne.

Foto: sik.dk

Forfatter

Related posts

Top