Diskuterer moler som verdensarv i Glyngøre

Skal moleret på Fur og Mors optages på listen over verdens kulturarv eller ej ?

Det er noget af det, der diskuteres på et tredages symposium i Glyngøre i disse dage arrangeret af Skive og Morsø Kommuner, Region Midt, Region Nordjylland samt Slots- og Ejendomsstyrelsen.

Her giver seks internationale eksperter deres bud på, hvorvidt moleret kan komme på Unesco’s liste over verdens kulturarv.

– Det er ekstremt svært at blive optaget på listen. Det er det ypperste af de ypperste. For man skal ikke bare argumentere for, at et stykke natur, eller i dette tilfælde geologi, er unikt i videnskabelig forstand. Det skal være noget, der har relevans for hele menneskeheden. Det skal besidde en enestående universel værdi, der bidrager til alle menneskers forståelse af verden, livets udvikling og evolutionen,, fortæller geolog Tove Damgaard til Kristeligt Dagblad.

På Knudeklint på Fur og Hanklint på Mors ligger lagene af moler som svingende penselstrøg imellem cirka 300 lag af vulkanaske. De er gamle havaflejringer, der gemmer på mere end 500 arter af fossiler.

På listen over verdensarv finder man i dag 1.022 steder eksempelvis koralrevet Great Barrier Reef i Australien, Grand Canyon i USA, Angkor Wat i Cambodia samt pyramiderne i Egypten.

Forfatter

Related posts

Top