DF i Thisted sprænger bombe: Vi går efter borgmesterposten

Mindre end 14 dage før kommunal- og regionsrådsvalget d. 21. november sprænger Dansk Folkeparti i Thy en mindre bombe.

I stedet for at pege på en kandidat fra et andet parti går Dansk Folkeparti nu selv målrettet efter borgmesterposten i Thisted Kommune:

– Vi skal have en borgerlig borgmester, og det kan jo lige så godt være mig som det kan være alle andre, fortæller den nye spidskandidat Peter Sørensen til LimfjordUpdate.dk.

Beslutning blev taget torsdag
Peter Sørensen mødtes igår med DF-bestyrelsen hvor han rejste spørgsmålet: Hvorfor går vi ikke selv efter posten?
Og efter lidt snak frem og tilbage blev bestyrelsen enig om, at det ville være det eneste rigtige at gøre:

– Jeg har fået i omegnen af 20 henvendelser uafhængigt af hinanden fra borgere der spørger hvorfor DF ikke stiller op. Så jeg har tygget lidt på det og derfor har jeg nu sammen med bestyrelsen truffet beslutning om at gå efter borgmesterposten, fortæller Peter Sørensen.

Peter Sørensen oplyser i øvrigt, at man overvejer at arrangere en cafeweekend i Vesterhavshytten i Agger, hvor spørgelystne borgere kan få svar på de spørgsmål de måtte have omkring borgmesterkandidaturet.

– Vi skal nok lige få skrevet et eller andet på facebook, slutter Peter Sørensen.

Foto (arkiv): TV MidtVest

Forfatter

Related posts

Top