Det nordjyske sundhedsvæsen styrkes markant i 2026

Region Nordjylland har indgået et bredt budgetforlig for 2026, hvor samtlige partier står bag. Forliget giver et historisk løft til regionen med særligt fokus på sundhed, psykiatri og kollektiv trafik.

I alt tilføres der 236 millioner kroner ekstra til driften af det nordjyske sundhedsvæsen. Pengene skal blandt andet bruges på at nedbringe ventelister, styrke hospitalerne i forbindelse med øget optag på medicinuddannelsen og give et markant løft til psykiatrien. 6,3 millioner afsættes til forbedring af kapacitet indenfor gigt og mave- og tarmsygdomme på Aalborg Universitetshospital, Thisted.

– Vi tilfører en kvart milliard ekstra til det nordjyske sundhedsvæsen. Det giver et solidt fundament til at løfte det patientnære og stå stærkt i sundhedsreformen, siger regionsrådsformand Mads Duedahl (V).

Derudover afsættes midler til socialt udsatte og til at sikre fremtidens togdrift i regionen. Budgettet indeholder også investeringer i udflytningen til den kommende Hospitalsby og nye samarbejdsstrukturer mellem kommuner, region og almen praksis.

Med anlægsbudgettet på 438 millioner kroner i 2026 betegnes aftalen som et historisk løft af Region Nordjyllands velfærd og infrastruktur.

Nedslag i budgetaftalen

70 millioner kroner til nedbringelse af ventetiderne generelt
I 2026 er der afsat 70 millioner kroner. Midlerne fordeles på de specialer, hvor der opleves særligt lange ventetider.  Heriblandt er der afsat penge øremærket de mest trængte specialer. Herunder ortopædkirurgi, urologi, demens- og høreområdet.  For især demens- og høreområdet er der i øjeblikket lange ventelister, som man ønsker at gøre en særlig indsats for at nedbringe. 

Midler til robustgørelse af hospitalerne
Cirka 40 millioner kroner afsættes til robustgørelse af hospitalerne. De mindre matrikler styrkes, hvor der bl.a. Investeres over 4 millioner i akutmodtagelsen på Regionshospital Nordjylland og øget kapacitet til diabetesbehandling. Herudover afsættes der 6,3 millioner til forbedring af kapacitet indenfor gigt og mave- og tarmsygdomme på Aalborg Universitetshospital, Thisted.

Der afsættes 6 millioner kroner til kræftområdet. Midlerne skal gå dels til konsolidering af kapaciteten på området, bl.a. i forhold til brystkræftscreening, dels til igangsættelse af ny avanceret behandling på Aalborg Universitetshospital, som sikrer nordjyske kræftpatienter behandling i nærmiljøet.

45 millioner kroner til flytningen til Hospitalsbyen
I 2026 flytter Aalborg Universitetshospital til Hospitalsbyen i Aalborg Øst. I 2026 vil der blive tilført yderligere 45 millioner kroner til at understøtte flytteopgaven – ud over de i forvejen afsatte midler tidligere år. I de 45 millioner kroner er der også indeholdt udgifterne relateret til at sikre de ansatte gratis parkering i Hospitalsbyen. 

31,5 millioner kroner til psykiatrien
Psykiatrien er under et massivt pres, og der er fortsat udfordringer med lange ventetider, særligt i Børne- og Ungepsykiatrien. Med den nye budgetaftale tilføres der derfor yderligere ca. 31,5 millioner kroner til psykiatrien til yderligere robustgørelse, blandt andet til udredning og behandling af ADHD og autisme blandt børn og unge. 

14 millioner kroner til den kollektive trafik
Den kollektive trafik, herunder særligt togdriften, er ramt af stigende udgifter både grundet en ny CO₂-afgift og udvidelsen af den regionale togdrift til Himmerland. Området tilføres 14 millioner kroner for at sikre, at serviceniveauet kan fastholdes, og der vil også ske en styrkelse af indsatser for samkørsel.

29 millioner kroner til uddannelse af flere speciallæger samt akutsygeplejersker
Som konsekvens af den øgede dimensionering på lægeuddannelsen på Aalborg Universitet tilføres hospitalerne 13 millioner kroner ekstra til at sikre yderligere mulighed for at læger kan uddannes til speciallæger samt uddannelse af akutsygeplejersker. 

Indsatser i relationer til kvinders sundhed
Det er aftalt, at der skal afsættes 2 millioner kroner til indsatser i relation til kvinders sundhed. Der laves en specialiseret indsats for endometriose i Region Nordjylland. Det er aftalt, at beløbet i 2027 bliver hævet til 3 millioner. 

7,5 millioner kroner til indsatser rettet mod socialt udsatte borgere
I budget 2025 blev der afsat midler til at styrke indsatsen for socialt udsatte borgere i Region Nordjylland. Der blev igangsat arbejde med at oprette flexteams tilknyttet akuthospitalerne, og denne ordning skal nu udvides og tilføres yderligere midler i 2026. Heraf går 2 millioner til støtte af lokale organisationer med fokus på området i 2026.  

Midler til gennemførsel af større anlægsprojekter
På anlægsområdet prioriteres gennemførslen af de større og allerede planlagte projekter. Det omfatter etableringen af ny neurorehabilitering i Brønderslev, opførelsen af en ny behandlingsbygning i Hjørring, etableringen af patient- og barselshotel i Hospitalsbyen og den fortsatte udflytning fra Sydmatriklen til Hospitalsbyen i Aalborg Øst.

af Redaktionen

Seneste Nyt

Relaterede artikler

Sport, Thy, Topnyheder

1.150 havde en kæmpe fest til årets Thy Awards

Idrætsudøvere, atleter, foreninger og frivillige blev hyldet fredag aften til Thy Awards, hvor der blev uddelt 5 priser og 69 påskønnelser.
6 min read
Regionalt, Topnyheder

Vindueskiggersyndrom ændrede Johns hverdag

Omkring 250.000 danskere lever med åreforkalkning. Hos cirka 50.000 af dem rammerforsnævringerne blodkarrene i benene og giver det, der kaldes vindueskiggersyndrom.
3 min read
Mors, Thy, Topnyheder

Skattefri børnecheck på 5.000 på vej til børnefamilier

Regeringen vil give en skattefri check på 5.000 kroner til børnefamilier, hvor begge forældre tjener under 500.000 kroner om året.
1 min read

Hjælp os med at dække din by
– Tip os om nyheder!

Så er du med til at hjælp os med at dække de vigtigste historier i dit lokalområde.