Destination NordVestkysten er en realitet

Danmarks nye, store turist-destination, Destination NordVestkysten, er en realitet. Politikerne i de fem nordvestjyske kommuner – Hjørring, Jammerbugt, Thisted, Lemvig og Holstebro – har alle besluttet at træde ind i selskabet.

Med en sammenhængende kyststrækning på knap 250 kilometer og en stribe oplevelsesmuligheder bliver Destination NordVestkysten en meget stærk destination på vestkysten. 5,5 mio. overnatninger gør den til et af landets største turistområder med potentiale til at blive endnu større.

Kommunerne har sikret en samlet finansiering på ni mio. kroner, og selskabet etableres som en forening med de fem kommuner som medlemmer. Det sker ved en stiftende generalforsamling i marts 2020. Indtil da er der nedsat en midlertidig bestyrelse, som består af borgmestrene i de fem samarbejdende kommuner. Formand for den midlertidige bestyrelse er borgmester Ulla Vestergaard, Thisted Kommune.

Det er besluttet, at hovedkontoret kommer til at ligge i Aabybro i Jammerbugt Kommune, mens der etableres en filial i Lemvig Kommune. Det er planlagt, at direktøren, der endnu ikke er fundet, tiltræder 1. februar 2020. I april etableres destinationsselskabet som juridisk enhed.

Bedre sammenhæng i turismefremmeindsatsen
Det økonomiske basistilskud fra kommunerne fastsættes efter en økonomimodel, der tager højde for antal indbyggere, antal overnatninger og turismeomsætning. Der udformes en fælles samarbejdsaftale mellem destinationsselskabet og kommunerne, som udmøntes via en årlig handlingsplan. 2020 vil være overgangs- og opstarts-år.

Baggrund Etableringen af destination Nordvestkysten er en udløber af aftalen om forenkling af erhvervsfremmesystemet og herunder en bedre sammenhæng i turismefremmeindsatsen, der i maj 2018 blev indgået mellem den daværende regering og Dansk Folkeparti. Målet med aftalen er bl.a. at skabe en bedre sammenhæng i indsatserne mellem de større offentlige turismeaktører samt at danne 15-25 destinationsselskaber inden udgangen af 2020.

Det primære strategiske afsæt for destinationsselskabet er Udviklingsplan for Vestkysten (2018), der har som mål at få vestkysten ind blandt Nordeuropas mest attraktive kystdestinationer. Dermed skabes mulighed for flere overnatninger og et højere døgnforbrug blandt de besøgende gæster. Udviklingsplanens målsætninger og udviklingen af de udpegede stærke feriesteder i området bliver udgangspunkt for destinationsselskabets virke. Dette med øje for de kommunale strategier og politikker, herunder ikke mindst kommune- og lokalplanernes muligheder og begrænsninger.

Destinationens udpegede stærke feriesteder er Thorsminde, Thyborøn, Klitmøller-Vorupør, Slettestrand- Thorupstrand, Blokhus, Løkken, Lønstrup og Hirtshals-Tversted.

Forfatter

Related posts

Top