Den nye andelsbevægelse er digital – også i Karby

Danmarks førende ekspert i deleøkonomi, Claus Skytte, sætter det nye fænomen på dagsordenen ved et møde i Karby Kuber. De nye digitale platforme åbner op for helt nye forretningstyper i erhvervslivet, helt nye løsninger for kommuner og offentlig sektor, men hvad rummer det af muligheder for landdistrikter som vores på Mors.

– Efter en hel udviklingsdag sammen med Claus Skytte, vil vi gerne ”dele” hans spændende og inspirerende syn på de mange muligheder, der er i vente, fortæller Henrik Olsen fra Næssund Færgens Venner.

 

– Deleøkonomi er lidt lige som opslagstavlen nede i Brugsen, hvor man tilbyder trailerlån, leje af sommerhus eller gratis kattekillinger. Nu er opslagstavlen bare blevet kæmpestor og dækker det meste af verden, fortæller Claus Skytte.

ALT sker på nettet i fremtiden
For ti år siden var langt under en promille af alle mennesker og ting knyttet sammen ved hjælp af internettet. I dag er det hele 1% af alt, som er forbundet digitalt. Om 10 år er alt på internettet, og det vil ændre vores måde at transportere os på og flytte vores ting på.

– Deleøkonomi vil betyde, at vi kommer til at eje meget færre ting, og at vi lejer dem i stedet eller har adgang til ting gennem abonnementer. Det vil betyde, at vi kommer til at arbejde og forbruge på helt nye måder, og hele vores liv vil igen blive ændret, som internettet ændrede os i første omgang, lyder det fra Claus Skytte som fortsætter:

– Tænk, hvis du ikke længere behøver at eje to dyre biler, men kan tilgå dem næsten gratis ved hjælp af en app. Hvornår bliver det så helt normalt at køre i en selvkørende bil uden rat og pedaler? Kommer vi slet ikke til at eje noget, og hvad kommer det til at betyde for klimaforandringerne? Nu havde vi lige lært, at internettet fjernede os fra hinanden, men nu deler vi biler og hjem med fremmede. Skal vi til at vænne os til, at robotterne overtager vores jobs, og hvad skal vi så lave? Bliver det endnu billigere at leve, og gør det yderområderne til freelancernes eftertragtede paradis? Hvordan kommer du i gang med deleøkonomi? Der er så mange ting, som ændrer sig i disse år, som du nu får muligheden for at forstå og se mønsteret, som tegner sig, siger han.

Der er GRATIS adgang til det spændende møde som finder sted i Karby Kuber den 15. marts kl. 19.00. Arrangører er Næssundfærgens Venne og Sydmors Erhvervsforum.

Foto :  Claus Skytte

Forfatter

Related posts

Top