Den Gyldne Musling og Den Gyldne Østers uddelt

– Jeg havde engang en drøm om en café.

Sådan startede takketalen fra caféejer Bethina Holm, da hun forlden modtog iværksætterprisen Den Gyldne Musling på Morsø Erhvervsråds generalforsamling.

Prismodtageren overtog Café Holmen den 1. juni 2014, men havde indtil da beskæftiget sig med helt andre ting som teknisk tegner og disponent. I dag lever og ånder Bethina Holm for sin café:

– Alle mine vågne timer går med cafeen – det er en livsstil – og jeg elsker det selvfølgelig. Der er op og nedture, som ved alting her i livet. Som selvstændig uden en bestyrelse er denne pris et skulderklap og en anerkendelse. Den betyder mere end I tror.

Foto: Morsø Erhvervsråd

Udover stædigheden og viljen som Bethina Holm har udvist, fremhævede Jesper Overgaard, formand for Morsø Erhvervsråd, en anden vigtig forklaring og opskrift på succesen, som Bethina Holm er 100% loyal over for. Det drejer sig om tre ord: Hygge, hjemlig og hjemmelavet. Og endelig deltager caféejeren flittigt i samfundet omkring sig.

-Jeg bruger enhver lejlighed til at prale af øen, alt det kommunen gør, de frivillige gør. Alle de arrangementer der bliver lavet. Vi er heldige her på Mors, sagde Bethina Holm.

Café Holmen omsætter i dag for flere millioner kroner om året, og beskæftiger 3 fuldtidsansatte og mellem 25 og 40 løsarbejdere, afhængig af sæson.

XL-Byg Tømmergaarden vandt Den Gyldne Østers
Traditionen tro blev initiativprisen Den Gyldne Østers også uddelt på Morsø Erhvervsråds generalforsamling. Prisen gik i år til XL-Byg Tømmergaarden.

– Årets prismodtager og hans far, Vagn Hansen, har igennem 45 år bidraget til en betydelig værdiskabelse på Mors i form af omsætning, indtjening og arbejdspladser. Morsø Erhvervsråd har uddelt denne pris siden 1966. Alligevel har virksomheden ikke tidligere modtaget prisen. Og lad mig sige med det samme. Jeg er glad for, at det sker nu. Det er på høje tid, sagde Jesper Overgaard, formand for Morsø Erhvervsråd, i sin tale til vinderen.

Foto: Morsø Erhvervsråd

XL-Byg Tømmergaarden blev stiftet i 1974 og har 17 afdelinger fordelt i Jylland. Virksomheden har rundet milliardomsætningen og beskæftiger 400 medarbejdere.

Medarbejdernes fortjeneste
Jesper Overgaard begrundede valget af prisvinderen med, at virksomheden løfter et enormt samfundsansvar. Elever har altid spillet en stor rolle i medarbejderstaben. Det har haft stor positiv effekt på adgangen til kvalificeret arbejdskraft og i sidste ende på værdiskabelsen i samfundet.

19 elever bliver færdiguddannet i 2019, og XL-Byg Tømmergaarden er i disse uger på udkig efter 25 nye.

– Vi vil sørge for, at så mange som muligt får en faglært uddannelse, og så synes vi, det er sjovt. Det giver et frisk pust med elever i virksomheden, fortæller Klaus Hansen, adm. direktør for XL-Byg Tømmergaarden.

Klaus Hansen kaldte prisen for et skulderklap og i høj grad de ansattes fortjeneste.

– Det er medarbejdernes pris, understregede han.

Foto: Morsø Erhvervsråd

Forfatter

Related posts

Top