Den Gyldne Musling og Den Gyldne Østers uddelt

Tirsdag aften var der generalforsamling i Morsø Erhvervsråd, hvor de to priser Den Gyldne Musling og Den Gyldne Østers blev uddelt.

Den Gyldne Musling gik i år til Vils Bolighus.

Prisen uddeles til en iværksætter som har været på en usædvanlig rejse, har en lovende fremtid og er en god ambassadør for Mors.

Indehaver Rasmus Pold beskrives som en ildsjæl, der har meget fokus på at udvikle sin forretning, også på det grønne område. Han har utroligt mange forskellige aktiviteter og indsatser i gang til gavn for mange på Mors. Rasmus Pold har siden han overtog bolighuset i december 2020 udvidet kundekredsen, så kunder fra både Sønderjylland og Sjælland vælger at køre til Vils for at købe  møbler.

Møbel-manden har desuden ydet en særlig indsats for medlemmer af Scleroseforeningen på Mors. Det har medført, at Scleroseforeningen i hele Danmark nu får medlemsrabat på de stole der forøger mobiliteten for scleroseramte.

Den Gyldne Østers blev uddelt til Reron A/S.

Prisen gives til en virksomhed som har ydet en særlig indsats for erhvervslivet på Mors.

Reron har formået at skabe sig et ry blandt de store landsdækkende virksomheder som et selskab der leverer til tiden, og til aftalt kvalitet. Virksomheden er fulgt med tiden, og har med en professionel bestyrelse formået at indføre digitalisering i hele organisationen, så hver medarbejder i dag slipper for det meste papirarbejde, og i stedet anvender en digital løsning.

Desuden har Reron stillet sin erfaring og organisatoriske kraft til rådighed for andre virksomhedsejere på Mors, og dermed hjulpet dem med at løfte deres virksomhed.

Forfatter

Related posts

Top