Den gule Skipper Bamsestol på Auktion

De to Skipper Bamsestole som Jonas Vingegaard og Jørgen Leth sad i på scenen, da Glyngøre holdt en lille ”havefest” med 22.000 deltagere for at fejre Jonas, kommer nu på auktion hos Bruun-Rasmussen. Begge stole er på dagen signerede af både Jonas og Jørgen Leth.

Om mandagen forventede gruppen bag fejringen af Jonas, at der ville komme op til 10.000 for at fejre Jonas. På det tidspunkt havde gruppen allerede haft meget travlt med forberedelserne. Om onsdagen opskalerede politiet eventet til, at der kunne komme op til 25.000 for at deltage i fejringen. Det betød ”lidt” mere travlhed for eventgruppen. Men alt lykkedes og den ”lille havefest”, som Provst Susan Aaen (en af hovedkræfterne bag eventet) kaldte eventet i hendes tale til Jonas, blev en stor succes.

Historien om den succesfulde fejring af Jonas Vingegaard, for ca. 22.000 mennesker i Glyngøre, er også historien om en fantastisk opbakning og utrolig stor hjælpe fra nær og fjern. Dette gjorde sig også gældende, da gruppen rakte ud til Steen Skipper fra Skipper Furnitures A/S i Durup, for at høre om han kunne låne dem de to Skipper Bamsestole, der var blevet brugt i forbindelse med Obamas besøg i Skive for nylig. Stolene skulle bruges til Jørgen Leths interview af Jonas på scenen.

Gruppen bag eventet syntes at de to herrer skulle sidde lige så fornemt, i lokalt designede stole, som USA’ tidligere præsident.
Steen Skipper, som i øvrigt var på ferie med familien, sagde uden tøven ja til at hjælpe. Dog syntes Steen at det ville være sjovere, hvis han kunne skaffe en gul Bamsestol til Jonas. Han havde ikke en på lager, men indenfor en time, havde han fundet en gul og en grå stol hos en, tilsvarende hjælpsom, forhandler i Askov – Designklassikershop. Nu skulle stolene ”bare” fragtes de 170 km hjem til Glyngøre. Her trådte det lokale speditionsfirma Interfjord A/S til, i form af gratis fragt hjem.

Skipper Furniture A/S har valgt at give eventgruppen mulighed for at bortauktionere de to stole, og BruunRasmussen har generøst valgt at stå for auktionen og at undlade at opkræve gebyrer, så den gode historie om hjælp fortsætter.

De tre foreninger bag eventgruppen: Glyngøre idrætsforening, Glyngøre borgerforening og Sallingsund FC Glyngøre har besluttet at overskuddet fra auktionen af stolene skal gå til en nyoprettet separat konto.
Midlerne på kontoen vil udelukkende blive brugt til fremtidige fejringer af Jonas Vingegaard og andre lokale sportsfolk, der udmærker sig på højeste niveau internationalt samt til at uddele årlige pengepræmier til unge lokale sportstalenter.

Onlineauktionen er i fuld gang og slutdatoen er sat til den 30.08.2022.
Stolene starter hver på en mindstepris på 30.000 kr. og har en vurderingspris på mellem 35.000-40.000 kr.
Se auktionen her

Forfatter
Top