De ældste må vente lidt på første vaccinestik

På grund af nedgangen i leveringen af coronavacciner må borgere over 85 år vente lidt længere på det første stik.

Det skriver Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Det rammer ikke de borgere, som bor i plejebolig, eller som både modtager praktisk hjælp og personlig pleje.

Hvor meget længere borgerne over 85 år nu må vente, oplyses ikke.

I styrelsens kalender over vaccinationsarbejdet fremgår det, at de første stik gives til gruppen fra uge 4 – næste uge. Og så ventes de alle at have fået det andet og sidste stik i uge 11 i anden halvdel af marts. Tidligere ventedes det i uge 9.

Ifølge Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, kan de, der er indkaldt til vaccination, dog først få tid om nogle uger.

– Vi holder fast i den prioriteringsrækkefølge, vi allerede har fastlagt. Men nogle må væbne sig med tålmodighed. Det gælder især dem, der allerede har fået en invitation til vaccination, og som nu kan opleve, at der går nogle uger, før der er nye tider, siger han i meddelelsen.

I Danmark får man besked i sin e-Boks eller med et brev, når det er ens tur til at blive vaccineret. Derefter kan man bestille tid online.

At Danmark får 100.000 færre doser end ventet fra Pfizer/BioNTech frem til marts, betyder, at der aktuelt er lukket for nye tidsbestillinger.

Trods nedgangen ventes det fortsat, at alle voksne danskere har fået de to stik, der skal gives med vaccinen, 27. juni.

Vaccinen fra Pfizer/BioNTech er en af to, der i er godkendt mod covid-19 i EU. Den anden er fra amerikanske Moderna.

Fra februar ventes der at komme endnu en vaccine i arsenalet. Her ventes et lægemiddel fra AstraZeneca at være godkendt og leveret til Danmark.

/ritzau/

Foto: Line Bloch Klostergaard

Forfatter

Related posts

Top