Danskernes Idrætspris: Midtmors Parasport er i finalen

Midtmors Parasport er stemt videre i Danskernes Idrætspris, fordi foreningen Midtmors Sportsforening som noget nyt tilbyder idræt til bevægelseshandicappede børn. I alt tre kandidater er stemt videre til finalen af danskerne.

Da to hold forældre kontaktede Midtmors Sportsforening og efterlyste et idrætstilbud til deres bevægelseshandicappede børn, sprang sportsforeningen til. Et hold blev hurtigt stablet på benene, og i dag deltager 8 børn i aktiviteter som leg, motorik, bevægelse, boldspil og meget andet. Samtidig får forældrene dannet et vigtigt netværk.

Midtmors Parasport er et initiativ, danskerne synes så meget om, at det nu er blandt de tre idrætsinitiativer med flest stemmer og har sikret sig en finaleplads i konkurrencen om Danskernes Idrætspris og de 100.000 kroner, der følger med sejren. Nu er det op til DIF’s bestyrelse at udvælge en vinder.

Prisen uddeles ved et stort TV-show i Jyske Bank Boxen i Herning den 4. januar.

I 2018 vandt FC Thy Piger prisen og de tilhørende 100.000 kroner. I år vandt Lykkeliga prisen.

Om de to øvrige finalister

Fodboldlinjen Randers: En breddelinje for folkeskoleelever fra 5.-9. klasses drenge og piger, som gerne vil spille fodbold, opleve et godt socialt samvær og få læring igennem træning og undervisning. Fodboldlinjen er den største af sin slags i Norden og er et tæt samarbejde mellem Randers Kommune og Randers Ungdomsskole. Elever på Fodboldlinjen modtager træning to timer om ugen som morgentræning kl. 06.15-07.45, inden skoledagen begynder.

Café Klubånd: Over 100 frivillige driver caféen i Beder-Malling Idrætsforening, der fungerer som et moderne forsamlingshus. Her bliver der skabt et fællesskab på tværs idrætsgrene, kultur og alder. Det er drevet af frivillige på tværs af de to kommuner, Beder og Malling, og skaber et unikt fællesskab om idrætten.

 

LÆS OGSÅ:

FC Thy piger vandt Danskernes Idrætspris

 

Forfatter

Related posts

Top