Danske unge er blevet fattigere

Unge mellem 18 og 25 år er den eneste voksne aldersgruppe, der tjener færre penge i 2014 end i 2000.

De faldende indkomster skyldes især en stigning på 12 procent i antallet af studerende, men også en mere end 50 procents stigning af unge, som hverken arbejder, studerer eller modtager overførselsindkomster, viser en særkørsel, som Danmarks Statistik har lavet for metroxpress.

– Den økonomiske start for de unge er vanskeligere end i år 2000. Der er faktisk sket et fald for de 18-25-årige, og indkomstudviklingen har været sløv for dem i starten af 30’erne. Men til gengæld står dem over 60 år for stigninger på over 30 procent, hvilket har medvirket til øget ulighed i samfundet, forklarer Jarl Quitzau fra Danmarks Statistik til Ritzau.

Glæder sig over flere unge under uddannelse
I Arbejderbevægelsens Erhvervsråd ser Jonas Schytz Juul med tilfredshed på de flere, som er under uddannelse, men advarer mod, at der fortsat er for mange, der ikke får en uddannelse:

– Det er dem, vi skal have fokus på. De er en blandet gruppe, men uden uddannelse får de svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet og vil derfor få en lav indkomst resten af livet, forklarer han.

På Aalborg Universitet er lektor Johannes Andersen ikke mindst bekymret for de nu 7,7 procent unge, som er helt uden for samfundsøkonomien – en gruppe som blandt andet rummer dem, han kalder for ‘de usynlige unge’.

– De er en del af den voksende gruppe unge, som hverken studerer, arbejder eller modtager ydelser. Det er især piger i udkantsområderne, der bor hos deres forældre, og aldrig kommer uden for en dør på grund af manglende kompetencer og selvtillid, forklarer Johannes Andersen.

Fakta: Udviklingen i danskernes indtægt

• Danskerne har gennemsnitligt fået 20 procent flere penge mellem hænderne fra 2000 til 2014. Men nogle har fået flere penge og andre mindre end gennemsnittet, viser særkørsel til metroxpress fra Danmarks Statistik.

• 18-årige: minus 13,8 procent.
• 19-årige: minus 12,3 procent.
• 20-årige: minus 9,2 procent.
• 21-årige minus 7,9 procent.
• 22-årige: minus 7,0 procent.
• 23-årige: minus 6,3 procent.
• 24-årige: minus 4,8 procent.
• 25-årige: minus 2,9 procent.
• 26-årige: 0,5 procent.
• 30-årige: 8,9 procent.
• 35-årige: 17,9 procent.
• 40-årige: 26,3 procent.
• 50-årige: 28,4 procent.
• 60-årige: 30,9 procent.
• 65-årige: 36,4 procent.
• 70-årige: 29,5 procent.
• 75-årige: 26,7 procent.
• 90-årige: 33,4 procent.
• 99-årige: 51,2 procent.
Kilde: Danmarks Statistik

Forfatter

Related posts

Top