Dansk pop og balkan-toner i Thy

Der bliver noget for enhver smag, når Spillestedet Thy disker op med to spændende koncerter i næste weekend.
Doverodde Købmandsgaard danner fredag d. 2. november kl. 20.00 rammerne om en koncert med The Baghdaddies’, der spiller world music med stærke tendenser fra Balkan, side om side med karibiske grooves, mellemøstlige rytmer og endog Newcastle’ske strejf.


Man hører inspiration fra ska, jazz, punk og metal, og hele herligheden leveres i et festfyrværkeri af en koncert, der med sine blæsere, harmonier og rytmesektion går lige i danseskoene… og i hjertet. The Baghdaddies har, blandt utallige venues og festivaler i hele verden, tidligere spillet gentagne gange på Glastonbury, Lowlands Festival i Holland og the Royal Festival Hall i London.
Anne Dorte og Billy Cross i Musikteatret
Lørdag aften d. 3. november kl. 20.00 indtager Anne Dorte Michelsen scenen på Musikteatret i Thisted.
Det sker sammen med producer- og guitarlegende Billy Cross og band.
Hver for sig har Anne Dorte Michelsen og Billy Cross gennem en lang karriere formået den sjældne kunst at forny sig og samtidig fastholde et stort og trofast publikum i forskellige musikalske sammenhænge. Senest blev Anne Dortes position som en af sin generations vigtigste, danske sangskrivere cementeret i tv-programmet ”Toppen af Poppen”, hvor unge og ældre kolleger havde glæde af at fortolke sange fra hendes store katalog af iørefaldende pophits og rørende ballader. 
Billetter sælges på www.ticketmaster.dk samt ved døren en halv time før koncertstart. 
Forfatter

Related posts

Top