Dansk fiskeri oplevede markant fremgang i 2025 med en samlet landingsværdi på 3,5 milliarder kroner.
Det er den næsthøjeste værdi nogensinde og næsten 400 millioner kroner mere end i 2024 – kun overgået af rekordåret 2016.
Fremgangen skyldes især et stærkt industrifiskeri kombineret med høje priser på både industrifisk og konsumfisk.
Ifølge Fiskeritidende.dk viser tal fra Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, at værdien af industrifisk steg fra 756 millioner kroner i 2024 til 1,2 milliarder kroner i 2025.
Brisling trak læsset med 188.000 ton til en værdi af 676 millioner kroner – mere end en fordobling fra året før. Også tobis gik frem, mens der blev landet færre blåhvillinger og havgalt.
Konsumfiskeriet holdt et stabilt højt niveau med en samlet værdi på 2,3 milliarder kroner, hvor makrel og sild toppede listen.
Størstedelen af fiskeriet fandt sted i Nordsøen og Skagerrak, som tilsammen stod for hovedparten af indtjeningen.
Skagen, Thyborøn og Hirtshals var de største havne målt på landingsværdi og noterede alle fremgang.
Samtidig oplevede flere udenlandske havne øget aktivitet fra danske fiskere, blandt andet påvirket af CO2-afgiften tidligere på året.
Foto : Danmarks Fiskeriforening









