Danmarks bedste og længste vildmarksvandrerute

Læserbrev af Joachim Plaetner Kjeldsen, KV21-kandidat for Alternativet i Thisted.

COVID19 har haft store konsekvenser mange steder i vores samfund. I særlig grad for vores kulturliv. Der ligger en stor opgave foran os i at pumpe liv i kulturlivet igen og hjælpe kulturinstitutioner, aktører, events og –tilbud på fode, samtidig med, at vi favner nye kulturstrømninger, som er opstået under corona.

For selvom corona har været gedigent træls, så er der også kommet gode ting ud af det. Vi har blandt andet set en kraftig opblomstring i outdoorkultur, – aktivitet og -turisme. Og her har Thy virkelig noget at byde på allerede i dag og har samtidig et stort potentiale for at udvikle det endnu mere. Derfor foreslår Alternativet, at Thisted Kommune indgår i fokuserede samarbejder med Nationalpark, stat, lodsejere og andre naturinteressenter i det Thy’ske landskab med henblik på at understøtte, den øgede outdoor kultur og -turisme, som er opstået under corona. Herunder, at kommunen tager fat på anbefalingerne i Cold Hawaii Masterplan 2019–2029, og, at vi i fællesskab undersøger mulighederne for at fuldende Danmarks bedste og længste vildmarksvandrerute.

Vandreturen fra Agger Tange til Bulbjerg tiltrækker i dag en del af vandrefolket, og den har potentiale til at blive en vildmarksvandrerute i international topklasse. Desværre er der i dag for mange ”asfalthuller” i vildmarken og den Thy’ske natur til for alvor at udfylde potentialet. Vi mener, at vi mange steder ville vi kunne lukke ”asfalthullerne” gennem et konstruktivt samarbejde mellem de forskellige naturinteressenter i Thy og med stor synergi til andre indsatser på natur- og kulturområdet.

Silkeborg med sin skønne beliggenhed midt i Søhøjlandet markedsfører sig som Danmarks outdoor hovedstad. Som thybo vil jeg i al stilfærdig beskedenhed mene, at potentialet i Thy er endnu større.

Forfatter

Related posts

Top