Danmark har rundet to millioner coronatest

Over to millioner test for coronavirus er blevet udført i Danmark. De er foretaget på over 1.440.000 individuelle personer, oplyser Danske Regioner.

Det betyder, at cirka hver fjerde har stiftet bekendtskab med testen.

Regeringen har i den seneste genåbningsaftale sat et mål om, at der skal være svar på 80 procent af coronatestene inden for 24 timer.

Der er en oversigt på Danske Regioners hjemmeside over svartiden på en coronatest. Den seneste opgørelse er fra den 3. august. Her var svartiden for 95 procent af testene 29 timer og for 75 procent af testene 24 timer.

– Vi arbejder i alle regioner på at gøre vores processer mere effektive. For eksempel at mindske tiden mellem at prøven bliver taget, til den kan blive analyseret, oplyser Stephanie Lose, der er formand for Danske Regioner.

Ifølge Danske Regioner så bliver flere – både børn og voksne – testet. Det sker, i takt med at hverdagen starter igen efter ferien, og smittetrykket stiger.

/ritzau/

Foto: Line Bloch Klostergaard, Region Nordjylland

Forfatter

Related posts

Top