Dane Sijan og Jonas Porup forlænger med MTH

Mors-Thy Håndbold har i de sidste par måneder været i en noget atypisk situation.

Grundet usikkerheden sidste sæson på trænersiden havde klubben ikke andet valg end at acceptere klausuler i nogle af kontrakterne. Dette var helt forståeligt, men heldigvis også ved at være overstået nu.

– Vi kan konstatere, at såvel Dane Sijan som Jonas Porup har valgt ikke at bruge deres klausuler, hvilket glæder os meget og giver den fornødne ro til næste sæson. Vi er meget glade for såvel Danes erfaring i målet som Jonas’ kvaliteter i såvel forsvar som angreb. Samtidigt er det også et solidt og godt tegn på at spillerne også tror på Mors-Thy Håndbold fremover, siger Henrik Hedegaard fra bestyrelsen i Mors-Thy Håndbold.

Det giver ifølge Hedegaard tillid, ro og ikke mindst kontinuitet. Det er noget alle, efter Hedegaards mening, trænger til efter den turbulente sæson sidste år.

– Som omtalt indledningsvis har nogle af spillerne haft klausuler, ligesom Christopher Rudeck kun har været lejet for et år. Nogle har valgt at bruge klausul-muligheden for at stå frit til også at kunne forhandle til anden side og det betyder, at vi nu kender betingelserne, og det giver os friheden til at agere på spillermarkedet. Grundet økonomien har vi ikke kunnet gøre alverden før 1. februar, da vi ikke vidste, hvem der blev og hvem der forlod os. Rudecks afsked kendte vi, så derfor kunne vi handle hurtigt på målmandsposten. Arbejdet er nu i fuld gang med at finde erstatninger – ikke nødvendigvis 1 til 1, men nye profiler som giver os andre og nye muligheder i vores spilkoncept, siger Henrik Hedegaard.

Med den nye bestyrelse på plads og den nødvendige ro fremover vil klubben gøre alt for at undgå klausuler i kontrakterne.

– Nogen gange er betingelserne bare sådan og det må man acceptere, men vi skal presses langt ud for igen at acceptere ensidige klausuler. Det giver ikke andet end handlingslammelse og vi kan ikke gøre andet end at afvente spillerens beslutning. Når der er kontraktudløb eller gensidige klausuler kan klubben selv vælge taktik, og dermed selv være med til at styre processen, siger Henrik Hedegaard.

Der er nogle spændende måneder i vente og allerede i morgen venter Aarhus Håndbold på udebane kl. 15.00 og den kamp kan du følge på LimfjordPLUS med optakt fra kl. 14.00.

Forfatter

Related posts

Top