Dampmøllen : problemer ikke så store endda

Mandlige asylansøgere i nattelivet gramser. De chikanerer. De generer. Sådan har det i de seneste dage lydt i medierne.

Men på diskotek Dampmøllen i Thisted er de eneste problemer, man oplever, at en række af de mandlige gæster filmer og tager billeder af danske piger, fortæller direktør Thomas Jørgensen.

– Vi har heldigvis oplevet nul slag, nul køller, nul knive, så det er et stille og roligt natteliv, vi har i Thisted, siger han til Ritzau.

Tirsdag fortalte Thisted Kommune ellers, at flere kvinder er blevet antastet af asylansøgere, men på Dampmøllen har man ikke oplevet noget af den karakter.

Thomas Jørgensen anerkender, at kvinderne kan have følt sig generet.

Lokale gæster har ellers til TV2 Nord nævnt Dampmøllen som et sted, hvor de har følt sig krænket af asylansøgere både ved fotografering og fysisk kontakt.

– Vores danske piger føler dog, at det er ubehageligt at blive fotograferet, og det vil vi selvfølgelig tage hånd om og få bragt til ophør. Men det er altså ikke sådan, at vi står i entréen og tager deres telefoner fra dem, siger han.

Thisted Kommune fortalte tirsdag, at man i de kommende weekender blandt andet vil sende SSP-medarbejdere ud i nattelivet.

Det sker for at øge kommunikationen med asylansøgere. Og dialog er vejen frem, mener Thomas Jørgensen.

Forfatter

Related posts

Top