Dampmøllen går sammen med restaurationskonger

I aften slår Diskotek Dampmøllen i Thisted dørene op til en gennemrenoveret og top tunet festmølle. Med bl.a. en stor ny bar, nye gulve og lofter samt flere borde og bænkpladser står Møllen klar til at byde gæster indenfor til den fest, som diskoteket er vidt berømt for. Nu blot i nye og mere tidssvarende rammer.

– Vi har givet Møllen et gevaldigt ansigtsløft, udvidet med flere borde og siddepladser og samtidig fået skabt en mere intim og hyggelig stemning. Det er absolut et resultat, vi kan være stolte af, siger partner og direktør Thomas Jørgensen.

Thomas Jørgensen oplyser samtidig, at der er blevet justeret på barkortet og tilføjet flere spændende nye tilbud. Den nye Dampmølle holder åbent hver lørdag samt på udvalgte fredage.

Partnerskab med branchens bedste
Ombygningen af Dampmøllen er led i et nyligt indgået partnerskab med Danmarks største bar- og diskotekskoncern RestaurationsKompagniet A/S (ReKom). ReKom ejer i forvejen 30 steder i hele landet og står bl.a. bag koncepter som Heidi’s Bier Bar, The Australian Bar, Café Guldhornene og Hornsleth Bar.

– Vi er gået efter at indgå et partnerskab med de allerbedste i branchen. Vi har valgt ReKom af den simple grund, at de utvivlsomt er de dygtigste restauratører i dansk natteliv. Det er en enestående mulighed, vi har fået, for at styrke vores steder, så vi kan give vores gæster en endnu bedre oplevelse, siger Thomas Jørgensen.

Rekom glæder sig også over ekspansionen i Thisted.

– Vi rykker ind i Thisted med stor respekt og ydmyghed over for det helt unikke, som både Dampmøllen og Flaske Peter har og kan. De er begge institutioner, der ikke skal laves mere om på end højst nødvendigt. Vi ønsker derfor at bevare begge steder frem for at trække nogle af vores egne koncepter ned over noget, der allerede er en succes og har stor værdi for mange lokale i Thisted-området. Derfor ser vi frem til og er stolte af at blive en del af både Dampmøllen og Flaske Peter, siger Adam Falbert, partner og adm. dir. i RestaurationsKompagniet A/S.

Forfatter

Related posts

Top