Coronavirus ingen hindring for svendeprøver på EUC Nordvest

At der på denne tid udklækkes nye svende er i sig selv ikke bemærkelsesværdigt. Det sker over hele landet.

Men hvor normen – under den aktuelle nedlukning af Danmark– er, at svendebrevene tildeles administrativt, og således uden forudgående svendeprøve, så har EUC Nordvest valgt at holde fast i den traditionelle svendeprøvemodel.

EUC Nordvest afviklede derfor igår svendeprøver på både tømrer- og mureruddannelsen. Seks nye tømrersvende og fire nye murersvende erhvervede sig et velfortjent svendebrev – to af murereleverne end med en udmærkelse i sølv, hvilket er den højeste udmærkelse inden for murerfaget.

– Vi valgte at fastholde den traditionelle svendeprøvemodel, da vi syntes det ville være synd, hvis eleverne skulle afslutte deres uddannelse med et administrativt tildelt svendebrev, hvor de ikke kunne få lov til at bevise deres værd. Derfor har vi også fra dag ét sagt, at vi ville strække os langt for at sikre, at de kunne få lov at gennemføre svendeprøven som planlagt, fortæller direktør på EUC Nordvest, Hans Chr. Jeppesen.

– Det var to små hold, så vi kunne uden problemer gennemføre prøven i henhold til de skærpede hygiejne- og sundhedsmæssige forskrifter, fortæller han.

De nye tømrersvende – navne og læreplads (fra venstre): Jacob Jensen (Tømremestre Erik og Henning Søe ApS), Emil Kjær Nikolajsen (Thomas Andersen A/S), Mads Leed Nielsen (Tømrerfirma M.C. Overgaard A/S), Jimmy Andreas Søgaard Nyborg (EUC Nordvest), Edson Moesgaard Jørgensen (Tømrermester Bjarne Breinholt ApS) og Ole Haarup Rohde (EUC Nordvest).

Til gengæld måtte den efterfølgende fejring i samme omfang som normalt, når svendebrevet skal overrækkes, aflyses i denne omgang. Ved overrækkelsen måtte hverken pårørende eller mestre være til steder. Der var således kun formanden og næstformanden for de lokal uddannelsesvalg, en underviser og byggeriafdelingens uddannelseschef, Thomas Schlichting, til stede:

– Det lagde selvfølgelig en helt naturlig dæmper på fejringen. Men det vigtigste er nu engang, at de fik lov til at gennemføre deres svendeprøve, og at alle mand bestod, lyder det fra Hans Chr. Jeppsen.

Foto: De nye murersvende – navne og læreplads (fra venstre): Mikkel Colding Bertelsen (Entreprenør Erling Jensen A/S), Chris Heltborg (Kaj Ove Madsen A/S), Mike Rene Villadsen (Murerfirmaet Allan Hoxer ApS) og Jens Bligaard (Mli Murerentreprise ApS).

 

Forfatter

Related posts

Top