Coronakrisen giver største fald i detailsalget i mindst 20 år

De danske butikker har i marts oplevet et fald i salget på to procent i forhold til måneden før.

Det er særligt trukket ned af tøjsalget i de fysiske butikker, oplyser Danmarks Statistik.

I marts faldt den varegruppe, som dækker over salget af beklædning i fysiske butikker, med 26,7 procent. Den store salgsnedgang hænger sammen med, at mange danske butikker har været lukket for at mindske spredningen af corona.

Om onlinesalget af tøj også har været ramt, er uvist ud fra Danmarks Statistiks tal. Salget indgår nemlig i en større varegruppe, som i alt har oplevet et fald på én procent fra februar til marts.

Dermed kan det ikke siges, om onlinesalget af tøj har trukket op eller ned i den samlede udvikling for varegruppen.

Derimod kan det konstateres, at danskerne har handlet meget mere online i marts. Ifølge Danmarks Statistik er den samlede internethandel steget med cirka 20 procent sammenlignet med marts sidste år.

I forhold til den samlede salgsnedgang på to procent for de danske butikker i marts i år er det det største månedlige fald, siden Danmarks Statistik begyndte at registrere salgsudviklingen i 2000.

/ritzau/

Forfatter

Related posts

Top