Corona-virus spænder ben for Stafet for Livet

I forlængelse af regeringen og sundhedsstyrelsens anbefalinger omkring corona-situationen i Danmark, har styregruppen bag Stafet For Livet på Mors valgt at aflyse årets stafet den 13. og 14. juni.

– Vi ved, at deltagelse i Stafet For Livet har stor betydning for rigtig mange mennesker. Vi ved også, at det kun er muligt at afholde stafetten pga. de fantastiske frivillige ildsjæle, vi har her på Mors, står der i en pressemeddelelse der er udsendt tirsdag morgen.

– Vi har truffet beslutningen om at aflyse stafetten i år for at beskytte alle deltagere og frivillige mod en mulig risiko for smitte. Især vores Fightere, tidligere og nuværende kræftramte, og pårørende har fyldt meget i vores tanker. Fighterne vil i mange tilfælde være ekstra udsatte hvis de bliver smittet med COVID-19. Det er ikke en risiko, vi ønsker at tage, står der videre.

Styregruppen på Mors opfordrer alle, der har lyst til at deltage i Stafet For Livet, gør brug af muligheden for at deltage på én af de kommende stafetter i efteråret for eksempel i Fjerritslev 5. og 6. september 2020.

Hensynet til sponsorerne
Derudover skyldes aflysningen også et hensyn til de erhvervsdrivende:

– Vi ved, at rigtig mange erhvervsdrivende går en svær tid i møde, og vi ønsker ikke at komme forbi for at spørge om sponsorater nu. Det er vores måde, at prøve at vise opbakning til dem, udtaler Thomas Jensen, Formand for Stafet For Livet Mors.

Er man allerede tilmeldt, vil man blive kontaktet direkte af Kræftens Bekæmpelse for at aftale, hvordan et indbetalt deltagergebyr skal tilbagebetales, doneres eller flyttes til en anden stafet.

På grund aflysningen arbejdes der i øjeblikket på, at få stablet et støttearrangement op i efteråret.

Stafet For Livet på Mors afvikles igen d. 12. og 13. juni 2021.

Arkivfoto

Forfatter

Related posts

Top