Corona kan drille populært skattefradrag

De over en million danskere, der bruger deres kørselsfradrag, skal være ekstra opmærksomme på skattebilletten for 2020. Hvis man har arbejdet hjemme, så kan man nemlig ikke bruge fradraget.

– For mange har 2020 økonomisk været et usædvanligt år, og vi kan nok forvente, at 2021 også vil være det. For eksempel kan mange sandsynligvis se frem til flere perioder med hjemmearbejde.

– Vi ved, at rigtigt mange danskere har arbejdet hjemme på grund af corona-nedlukninger, og det kan betyde et fald i det samlede tal for kørselsfradraget i år, skriver underdirektør i Skattestyrelsen Karoline Klaksvig i en meddelelse.

Et fald i brugen af kørselsfradrag vil være et særsyn. Fradraget, der blev indført i 1959, er nemlig kun blevet mere brugt gennem årene. Ifølge tal fra Skattestyrelsen er antallet af danskere, der får kørselsfradrag, steget fra 860.000 i 2010 til næsten 1,2 millioner i 2019.

I penge er det en stigning fra 12,6 milliarder kroner i fradrag til 19,5 milliarder kroner i fradrag.

Fordi der kan være store forandringer i ikke mindst kørselsfradraget, opfordrer Skattestyrelsen til, at alle tjekker deres årsopgørelse. Og ikke mindst får styr på kørselsfradraget, som det vil kræve en indsats at indløse i år.

– På årsopgørelsen for 2020 vil kørselsfradraget ikke fremgå automatisk som i tidligere år.

– Man skal selv indtaste sit kørselsfradrag, hvis man har pendlet mere end 24 kilometer frem og tilbage til arbejde i løbet af 2020. Det er nyt, skriver Karoline Klaksvig.

/ritzau/

Forfatter

Related posts

Top