Cold Hawaii kan få kæmpepris på lørdag

Cold Hawaii og Thisted Kommune er et skridt nærmere præmien på 100.000 kr. til et nyt idrætsinitiativ. Det hele bliver afgjort på lørdag i Boxen i Herning.

– Jeg er meget stolt over, at Cold Hawaii er indstillet til en så fornem pris som Danskernes Idrætspris. Cold Hawaii er et af vores fyrtårne, som mange af vores frivillige har lagt mange kræfter i, så det håber vi, bliver belønnet på lørdag. Hvis vi vinder prisen til gallashowet, kan den flotte indsats med Cold Hawaii gavne et nyt idrætsinitiativ i Thisted Kommune, som vi i Kommunalbestyrelsen vil se meget frem til at arbejde med, fortæller Borgmester Lene Kjelgaard Jensen.

Cold Hawaii i Thisted er nomineret for at have surfing som omdrejningspunkt, og der er blevet etableret en international World Cup for de bedste surfere i verden. Surfing er desuden blevet et vigtigt led i forbindelse med områdets bosætningsstrategi, så der i dag flytter unge familier til byen – og ikke væk. Det hænger også sammen med, at der er etableret en friskole med surfing på skemaet, ligesom der er startet en Surf HF-linje på Thy Mors HF & VUC med 18 elever fra hele landet, der bor på det gamle strandhotel.

Danskernes Idrætspris
Danskernes Idrætspris går til et idrætsinitiativ, der i særlig høj grad gavner den lokale foreningsidræt.

Hver dag året rundt sikrer frivillige, ansatte og kommunale kræfter, at de mere end 2,6 millioner medlemmer af idrætsforeninger i Danmark, kan nyde glæden ved at bruge deres krop og ved at være med i det fællesskab, foreningsidrætten rummer. Det hylder e-Boks, DIF og DR ved at præmiere et særlig godt lokalt initiativ.

Udover Cold Hawaii i Thisted er de andre finalister til Danskernes Idrætspris Sports- og Fritidspark Arendal i Silkeborg og Svendborg Gymnastikforening og SG-Huset.

Forfatter

Related posts

Top