Cold Hawaii Games blæses i gang med vindstyrke syv

Vejrudsigten lover op til stiv kuling fra sydvest for den kommede weekenden og kan dermed bane vejen for, at verdens bedste kitesurfere kommer på vandet allerede søndag til Cold Hawaii Big Air – et show med 30 meter høje hop og tricks i luften.

Det er det første Big Air-event i Danmark.

Big Air handler om at hoppe 20-30 meter op i luften og udføre forskellige tricks, inden kitesurferens board igen rammer det oppiskede Vesterhav. Det kræver rigtig meget vind, så derfor bruger projektleder for Cold Hawaii Games, Kristan Kjøller, en del tid på mobilens vejrapps.

– Jeg kigger vel på vejrudsigten hver anden time i de her dage. Jeg håber virkelig, at vejret holder, så vi kan levere et show i verdensklasse for thyboerne. At Thy bliver en del af det legendariske Red Bull King of the Air er i sig selv stort. At vinden ser ud til at komme med kulingstyrke, er mere end vi turde drømme som, siger han.

Første gang i Danmark
Det er første gang, at en Big Air-konkurrence bliver afviklet i Danmark, og den nye mand på broen i Friends of Cold Hawaii, Kristian Kjøller, har travlt med at samle alle detaljer inden søndag. Han håber, at thyboerne vil trodse vinden for at opleve kitesurferne i den hårde vind anført af danske Nick Jacobsen.

Den 32-årige Nick Jacobsen er en af verdens bedste kitesurfere og glæder sig til at vise sin sport frem på hjemmebane. Foto: Red Bull Content Pool

– Jeg kan næsten ikke sove i disse dage, for med den vejrudsigt er alle muligheder åbne for at give publikum en stor oplevelse, siger han.

Flere aktiviteter på land
Med få dage til åbningen er der travlt på stævnekontoret i Klitmøller, og coronaen har tvunget arrangørerne til at tænke kreativt.

Blandt aktiviteterne på land kan nævnes skateboard i Klitmøller, yoga på Bøgsted Rende og et Tour de Cold Hawaii på cykel.

Dertil kommer en junior-PWA med de to unge talenter Tobias Bjørnå og Line Bang Wittrup og et anderledes SUP-race med den nykårede Danmarksmester Casper Steinfath under navnet Cold Hawaii Shark Hunt. Her skal Steinfath forsøge at indhente en flok amatør-padlere på en bane i Vorupør.

– Det er et godt program, og vi overholder naturligvis alle corona-regler, siger Kristian Kjøller.

Vejret bestemmer tid og sted
Som altid i Thy er det vejret, der bestemmer det meste.

Vinden dikterer, om Cold Hawaii Big Air bliver afviklet i Hanstholm eller Vorupør. Lige nu peger pilen på Vorupør, men det bliver først afgjort 24 timer før eventet. Det samme gælder afviklingsdagen og starttidspunktet.

Arrangørerne vil løbende orientere om status via Facebook, Instagram og hjemmesiden coldhawaiigames.com.

LÆS OGSÅ:

Vildt kitesurf-event rammer Cold Hawaii

 

Foto: Red Bull Content Pool

Forfatter

Related posts

Top