Brønderslev kan blive svær for Ib Poulsen

Brønderslev-kredsen står ikke umiddelbart med åbne arme for at tage mod Ib Poulsen efter, at han udeblev fra opstillingsmøde i Hjørring-kredsen og derfor tabte kredsen til Erik Høgh-Sørensen.

Viceborgmester og Folketingsmedlem Ib Poulsen, Dansk Folkeparti, valgte i denne uge selv at gå som folketingskandidat for Hjørring-kredsen. Han mødte ikke op til opstillingsmødet, hvor man i stedet valgte Erik Høgh-Sørensen som kandidat.

Kredformand Lone Hylding fortalte, at samarbejdet med Ib Poulsen har været nærmest ikke eksisterende og det bekræfter Ib Poulsen.

– Det er ingen hemmelighed, at klimaet mellem bestyrelsen og mig ikke har været det bedste. Derfor har jeg selv valgt ikke at søge genopstilling i Hjørring, siger Ib Poulsen til dagens udgave af Nordjyske.

Ib Poulsen har i stedet kig på to kredse i Aalborg og nu altså også Brønderslev-kredsen, hvor Erik Høgh-Sørensen kom fra. Men her får planerne en noget lunken modtagelse.

– umiddelbart er min fornemmelse, at han i den offentlige debat slet ikke har været så aktiv, som Erik Høgh-Sørensen. Det kan han jo godt have været på Christiansborg, men det har vi ikke hørt så meget til, siger Preben Jensen der er formand for DF Brønderslev og siger i samme åndedrag, at han vil finde ud af, hvad det er for en ballade, der har været omkring Ib Poulsen i Hjørring-kredsen.

Foreløbigt har Kim Eiberg Kristoffersen meldt sit kandidatur i Brønderslev-kredsen. Det har Ib Poulsen endnu ikke gjort. Han sonderer stadig omkring, hvorvidt han vil gå efter Brønderslev-kredsen eller en af de to kredse i Aalborg.

Forfatter

Related posts

Top