Louis Nielsen i Thisted samler fra 1. juni brugte briller og solbriller ind, som skal give bedre syn til børn og voksne i Tanzania.
Bag initiativet står Gitte Mose og hendes kolleger, som håber, at lokale borgere vil donere briller, der ellers ligger ubrugt i skufferne.
En ny undersøgelse viser, at tre ud af fire danske husstande har gamle briller liggende – i gennemsnit omkring tre par per hjem.
Brillerne indsamles frem til november, hvor de sendes til Tanzania sammen med et hold fra Louis Nielsen. Her skal de bruges til gratis synstest og uddeling til lokale børn og voksne.
Ifølge Gitte Mose kan en enkelt brille gøre en stor forskel i hverdagen.
– Synet er grundlæggende for at kunne leve et godt og selvstændigt liv, siger hun i en pressemeddelelse.
I Tanzania er adgangen til optikere og briller begrænset, og behovet for hjælp er stort. Også solbriller modtages, da de beskytter mod den stærke sol. Briller, der ikke kan genbruges direkte, sendes til materialegenanvendelse.






