Borgmester-utilfredshed med fjernstyringsplaner

Det falder ikke i god jord hos Morsø Kommunes borgmester Hans Ejner Bertelsen (V), at Vejdirektoratet med godkendelse fra Transportministeriet nu sætter gang i processen med at fjernstyre bl.a. Vildsundbroen fra Aalborg.

– Det er jeg virkelig bekymret over. Det er jo ikke sådan, at vi som kommune er blevet inddraget i den her beslutning overhovedet, lyder det fra Hans Ejner Bertelsen.

Vejdirektoratet har nu indledt en dialog med de nuværende brovagter om ansættelse i Vejdirektoratet fra den 1. januar 2022 med arbejdsplads i Aalborg. Men det er en ringe trøst, siger Hans Ejner Bertelsen:

– Man fjerner jo arbejdspladser fra vores område, siger han og beskylder samtidig regeringen for at demonstrere magtfuldkommenhed:

Hans Ejner Bertelsen. Foto: Morsø Kommune

– Det er jo ekstremt vigtigt for os, at den bro fungerer. Der er rigtig mange arbejdspladser og virksomheder, der er afhængige af at man kan komme den vej hele døgnet. Der er sejlere, der har glæde af at kunne komme under. Men vigtigst af alt; så har vi et sygehus på den anden side af broen.

– Jeg ville være utrolig ked af at være på vej til sygehuset (I Thisted, red.) med et hjertetilfælde og så broklappen har sat sig fast, så man skal vende rundt og så mod Viborg i stedet, lyder det fra borgmesteren.

Han vil nu tage kontakt til sine borgmesterkollegaer i de andre kommuner, som også ser ud til at få fjernstyring af klapbroer implementeret i nær fremtid.

LÆS OGSÅ:

Planer om fjernstyring af Vildsundbroen godkendt

Foto: Morsø Kommune

Forfatter

Related posts

Top