Der er uenighed i mellem to af konstitueringspartierne om, hvordan borgerne skal inddrages i årets budgetarbejde.
Efter at viceborgmester Keld Kortegaard (C) i et læserbrev har luftet sine synspunkter om budgetprocessen og blandt andet peget på et borgermøde som en mulighed, understreger borgmester Jens Dahlgaard (A), at udmeldingerne står for viceborgmesterens egen regning.
– Det, som Keld melder ud via sit læserbrev, er Kelds egne synspunkter. Det er ikke noget, som har været diskuteret i kommunalbestyrelsen eller i konstitueringsgruppen, siger borgmesteren.
Ny budgetproces
Ifølge Jens Dahlgaard adskiller årets budgetforløb sig markant fra tidligere år.
Gruppeformændene fra alle partier har allerede haft længerevarende møder både før og efter sommerferien, hvor de har gennemgået de økonomiske udfordringer og drøftet hinandens holdninger.
– Vi har allerede haft mange snakke – alle partier – som gør, at når vi sætter os til forhandlingsbordet i starten af september, så har vi grundigt sat os ind i sagerne, hørt hinandens synspunkter og mærket, hvor alle står. Det er, for mig at se, en helt ny, frisk og mere grundig måde at arbejde med budgettet på – rent politisk set, siger han.
Vil undgå debat før forhandlingerne
Socialdemokratiet ønsker heller ikke at melde politiske udspil ud, inden de egentlige budgetforhandlinger går i gang.
Ifølge borgmesteren har de fælles møder mellem partierne været præget af en åben og konstruktiv dialog, og det ønsker han at værne om.
– De mange møder, vi har haft fælles med resten af gruppeformændene fra alle partier, har foregået i en åben, konstruktiv og let stemning. Det betyder meget for os. Derfor vil en budgetdiskussion for åbent tæppe være en dårlig idé, synes vi. Vi stoler på vores politiske kollegaer, og derfor vil vi gøre meget for, at det gode klima i forhandlingslokalet bevares, siger Jens Dahlgaard.
Uenig om borgermøde
Netop spørgsmålet om et borgermøde er et af de punkter, hvor borgmesteren lægger afstand til viceborgmesterens udmelding.
Jens Dahlgaard oplyser, at kommunalbestyrelsen ikke har drøftet idéen, og at han personligt ikke mener, den passer ind i årets budgetproces.
– Borgermøder er ikke noget, som vi har snakket om endnu. Personligt tror jeg ikke, at idéen passer ind i forløbet i år, siger han.
Han peger på, at den nye budgetmodel netop giver mere tid til politiske drøftelser, også efter de første budgetforhandlinger i september.
I modsætning til tidligere år bliver der ikke indgået en endelig aftale umiddelbart efter de første forhandlinger. I stedet bliver der lagt et fælles budgetforslag frem, som efterfølgende kan bearbejdes, inden budgettet vedtages i oktober.
Når budgettet er endeligt på plads, vil partierne ifølge borgmesteren evaluere hele processen og vurdere, om den nye model skal justeres fremover.



