Borgerne hjælper hinanden med digital selvbetjening

Med en ny borgerapp får borgerne i Morsø Kommune en unik mulighed for at hente hjælp til at betjene sig selv af det offentlige på nettet. Sammen med et hold af frivillige digitale ambassadører håber kommunen at gøre det nemmere at være borger i kommunen.

– Vi forventer at den nye borgerapp og holdet af frivillige digitale ambassadører både kan hjælpe de borgere, der normalt synes at vejen til Borgerservice er for lang og samtidig kan motivere flere til at få glæde af de digitale løsninger, fortæller Henrik René Christensen, som er Job og Borgerservicechef i Morsø Kommune.

Uddannelse og tilbud
De frivillige digitale ambassadører mødes for første gang d. 4. marts for at blive uddannet til hjælpe borgerne.

Kort herefter vil borger-app’en være tilgængelig og gratis for alle borgere både til iPad/iPhone og til Android platformen. Med app’en kan borgerne få adgang til en lang række af kommunens digitale tilbud på nettet, og borgerne kan få hjælp til at gennemføre løsningerne.

– Vi vil gerne være et attraktivt og moderne servicetilbud for borgerne. Kombineret med et øget udbud af digitale løsninger og stigende brug af mobile medier er vi glade for at kunne engagere lokale kræfter, så vi sammen kan sikre den bedst mulige digitale service, fortæller Henrik René Christensen.

De unge foretrækker mobilen
En række af de kommunale servicetilbud bliver i disse år gjort obligatorisk digitale. Det medfører, at det offentlige arbejder med at få alle de borgere, der har digitale kompetencer, til at anvende de digitale selvbetjeningsløsninger. Det indebærer eksempelvis at når man skal flytte, have ny læge, søge boligstøtte og lignende så skal borgerne, som udgangspunkt gøre det via nettet.

– Vores erfaring er, at de unge helst anvender mobile enheder, og at de ældre oplever tablets som mere brugervenlige end traditionelle computere, derfor er det godt at app’en fungerer på forskellige platforme og forskellige aldersgrupper er med til at være ambassadører, fortæller Henrik René Christensen.

Den nye borgerapp er en del af kommunernes serviceværktøj Selvbetjening.nu. Projektet er støttet af KL og HK i regi af Fremfærd Borger, og gennemføres i fem kommuner fordelt over hele landet – Morsø, Thisted, Favrskov, Svendborg og Høje Taastrup. Projektet løber til udgangen af 2015

Forfatter

Related posts

Top