Boligmarkedet buldrer fremad i Thy

Antallet af huse, som skifter ejer har de seneste måneder slået alle rekorder.

Fra februar til marts i år er salget steget 25 %. Sammenligner man med antallet af handler for et år siden er der tale om en stigning på 86%. Det viser tal fra Boligsiden, som ejendomsmæglerkæden Home har kigget nærmere på.

– Hussalget skiftede til sjette gear. Det er ganske enkelt et imponerende stort salg, siger Michael Dalsager, der er talsperson i Home og boligmarkedsanalytiker.

Der har været fremgang i 96 ud af 98 kommuner seneste år. Og flere hushandler fra februar til marts i 82 kommuner.

– Tallene viser med tydelighed, at det er hele Danmark, der nyder forårsvinden over boligmarkedet. Faktisk ser vi nogle af de allerstørste spring i kommuner et godt stykke fra de store byer, siger Michael Dalsager.

På top 20-listen over den seneste måned står der kommuner som Thisted, Svendborg, Mariagerfjord og Ringkøbing.

I Thy er der registeret en fremgang i antal handler på 24 stk. svarende til en stigning på 48% fra februar til marts.

– Boligsalg er ikke bare en personlig sag, det er også en gevinst for fællesskabet, fordi det giver en masse omsætning lokalt, siger Michael Dalsager med henvisning til at et typisk boligsalg genererer over 200.000 kr. ekstra omsætning, som den nye ejer poster i huset.

Foto: Home/Palle Peter Skov

Forfatter

Related posts

Top