Børn og unge skal ikke stå tilbage med klima-regningen

Næste generation skal ikke stå tilbage med klima-regningen, når de skal tage over i det danske samfund.

Det slår Torben Overgaard, der er Konservativ folketingskandidat i Thisted-kredsen, fast.

– Da jeg i sin tid valgte at blive konservativ var der hovedsagelig to årsager til det. Som skolelærer er det klart, at skolepolitikken var den ene. Den anden var generationskontrakten, der sikrer at den jordklode vi overtog fra vores forældre og bedsteforældre, skal vi aflevere videre til vores børn og børnebørn i mindst samme tilstand. Vi skal ikke efterlade klimaregningen i børneværelset, siger Torben Overgaard.

Generationskontrakten sikrer, at vi giver vores historie, kultur, en bæredygtig natur og et stærkt nationalt fællesskab videre til den næste generation. Det netop overståede valg til Europaparlamentet viste, at klimaet i den grad optager vælgerne – herunder specielt de unge vælgere.

– Danmark skal stå sammen om at nå klimamålene. Derfor er det også vigtigt, at de berørte parter sidder med omkring bordet, når klimabudgettet skal lægges. Det gælder ikke mindst virksomhederne, som har en vigtig rolle at spille i den grønne omstilling, siger Torben Overgaard og peger på blandt andet trepartsforhandlingerne som et vigtigt område.

– Målet med de grønne trepartsforhandlinger mellem regeringen, erhvervslivet og Klimarådet er, at parterne enes om femårige klimamål på sektorniveau. Det vil sige, at hver sektor forpligter sig til et konkret klimamål, som den skal nå i perioden. På den måde sikrer vi, at målene er realistiske, og at beslutningerne ikke træffes hen over hovedet på dem, der skal føre planerne ud i livet, siger Torben Overgaard.

Han mener, at trepartsaftalerne kan hjælpe virksomhederne til at opnå konkurrencemæssige fordele, fordi de er langt fremme med at finde grønne løsninger, anvende ny teknologi til løsningerne mv. En forskning som staten skal levereog som virksomhederne kan få gavn af.

Torben Overgaard påpeger, at den grønne omstilling kan komme til at gå stærkere end de mål, der bliver opstillet fra de forskellige partier i denne valgkamp.

– Der er nærmest er gået sport i at overbyde hinanden på, hvornår Danmark skal nå klimamålene, da vi ikke kender den fremtidige udvikling inden for området. Men vi kan se at det går virkelig stærkt i øjeblikket, siger Torben Overgaard.

Forfatter

Related posts

Top