Ung Kult står igen i år bag Kulturmødets ungeområde på Mors – tre dage fyldt med samtaler, talks, workshops, kunst og koncerter. Nu søger festivalen unge medskabere, der vil være med til at gøre oplevelsen endnu stærkere.
Som medskaber får du mulighed for at præge festivalens indhold og identitet. Du kan tage ansvar for program, mad, bar, frivillige eller selve pladsen og blive en del af teamet, der udvikler Danmarks fedeste ungdomsfestival i Kulturmødets rammer.
Der er 5-6 pladser som medskaber. Rollen kræver en ekstra indsats i forhold til frivilligrollen, men giver til gengæld erfaring med kulturproduktion, ansvar, indflydelse og et stærkt netværk – samt et mindre symbolsk honorar.
Deltidsarbejdet betyder, at skole eller arbejde ved siden af ikke er et problem. Ung Kult garanterer et godt fællesskab, hvor man passer på hinanden.
Alle interesserede inviteres til online infomøde mandag den 23. marts kl. 19:00. Holdet bliver udvalgt kort efter.
Deadline for ansøgning er fredag den 20. marts kl. 12:00. Send en mail til mhj@ungkult.dk med lidt om dig selv og hvorfor, du vil være medskaber.
Foto : Per Bille








