Birthe Kjær maler Nykøbing rød i aften

Der er lagt op til en festlig aften, når Birthe Kjær & Feel Good Band giver gratis koncert i forbindelse med ByNight i Nykøbing.

Der er gået over 45 år, siden Birthe Kjær indspillede sin første plade og med den gjorde sit indtog i den danske befolknings bevidsthed. Fem gange har hun deltaget i det danske Melodi Grand Prix og i 1989 vandt hun med sangen ”Vi maler byen rød”.

– Vi glæder os over, at vi i år kan præsentere Birthe Kjær som et af navnene til vores sommerkoncerter. Hun har været med i rigtigt mange år på den danske koncertscene – og hun synger stadig med smil i stemmen, fortæller Michael Hansen, som er formand for Morsø Handelsstandsforening.

Siden 2012 har Birthe Kjær turneret med sit band ”Feel Good Band”, som består af rytmegruppe, blæsere og korpiger:

– Det der gør Birthe Kjær så festlig er, at vi alle på tværs af aldre kan synge med på hendes sange, fortæller Ellen Philipsen Dahl, som er formand for Beskæftigelses- og Erhvervsudvalget i Morsø Kommune.

Birthe Kjær & Feel Good Band spiller kl. 18. Gågaden i Nykøbing holder åbent til kl. 21.

 

 

Forfatter

Related posts

Top