Beverly Hills 90210 – the musical – spilles i Thisted i denne uge

Postnummeret er 90210, en talkombination, der for man-ge er smeltet fuldstændig sammen med en helt bestemt vennegruppe, der huserede i den prætentiøse palmeby Beverly Hills gennem et årti.

Musikskolen i Thy giver nu deres helt egen musicalfortolkning af det californiske TV-hit.

Musicalen handler om tvillingerne Brenda og Brandon, som flytter med deres familie til Beverly Hills. Vi følger dem på deres første skoledag på West Beverly High, hvor de møder Kelly, Donna, Steve, Dylan, Andrea, David og Scott.

Soundtracket fra Peach Pit
Handlingen i musicalen er bygget op om pilotafsnittet af Beverly Hills-serien. Der er desuden tilføjet lidt episoder og personer fra forskellige sæsoner. Serien startede i 1990 og sluttede ni år senere, derfor er det rene 90’er-hits, der fylder rummet, når musicalen op- føres. Alle sangene er en blanding af baggrundsmusik fra serien, sange fra jukeboxen på Peach Pit eller store hits fra starten af 90’erne.

Den velkendte vennegruppe dannes, og der opstår vanskelige situationer og ubehagelige bekendtskaber – heldigvis er det hele pakket ind i lækre toner og genkendelige, engelsksprogede sange.

– jeg har fået et fantastisk stort og talentfuldt hold at arbejde med i år. Jeg ser meget frem mod premieren og den fest af en musical, vi gerne vil dele med publikum, fortæller instruktør Sofie Christensen.

Tredje gang i teatret
Det er i år tredje gang, Musikskolen i Thy opfører musical på Thisted Musikteater med musicalholdet. Holdet er i år rekordstort med hele 19 skuespillere.

Sofie Christensen er instruktør og koregraf og har for anden gang selv skrevet manuskriptet. Morten Christensen er kapelmester og leder musicalbandet. I 2013 opførtes musicalen ”Midt om natten”, og i 2015 var det den danske 80’er-musical ”Magi i luen”, der blev fortolket.

FAKTA:
Sted: Thisted Musikteater, Håndværker Torv 1, 7700 Thisted. Tidspunkt: 3., 4. og 5. april. Alle dage kl. 19.
Pris: 50 kr. Der gives grupperabat.

Forfatter

Related posts

Top