Besøgsforbud ophæves på Mors

Styrelsen for Patientsikkerhed har ophævet det midlertidige forbud mod besøgendes adgang på Morsø Afklaringscenter samt på øens plejehjem.

Besøgsforbuddet har været gældende siden den 15. december 2020 og var udløst af et højt smittetryk i samfundet.

– Jeg er meget glad. Det har været hårdt for både beboere, pårørende og personale. Netop spørgsmålet om hvornår vi åbner plejecentrene igen, er nok det spørgsmål, som har fyldt mest i min tid som politiker. Så det er virkelig en glædelig nyhed, fortæller Henning Sørensen, udvalgsformand for det sociale område.

Baggrunden for ophævelsen er, at Morsø Kommune i stort omfang er lykkedes med at få udbredt vaccinen til beboere og personale, og at der ikke er flere smitteudbrud på centrene.

Overhold retningslinjer og aftal tid

Konkret betyder ophævelsen, at der nu ikke længere er antalsrestriktioner på, hvor mange der kan besøge.

Dog skal man huske at lave aftale for besøg med stedet, overholde afstandskrav på 2 meter, sørge for afspritning og bruge mundbind, når man bevæger sig rundt.

For at minimere smitterisiko skal man fortsat bruge terrassedør eller egen dør, der hvor det er muligt.

Forfatter

Related posts

Top