Beredskab står klar til at rykke ud til oversvømmelser

DMI har mandag formiddag opdateret sin varsling om, at der flere steder ved kysterne vil være risiko for forhøjet vandstand.

Det betyder, at området omkring Thisted og Morsø kommuner er kommet i kategorien “meget farligt vejr”, da der er risiko for oversvømmelser.

– Vi har forberedt os på, at det er den situation, der kan komme, og vi holder selvfølgelig nøje øje med situationen, siger Bjarne Nigaard, der er sekretariatschef i Danske Beredskaber, som er en sammenslutning af de kommunale beredskabsenheder.

Ifølge Jan Nedza, der er chef for Nordjyllands Beredskab, holder de særligt øje med, om vandstanden når 180 centimeter over det daglige vandstandsniveau omkring de to førnævnte kommuner.

– Vi er i dialog med de to kommuner, om de har behov for hjælp. Det er dog kommunerne, der selv tager sig de nødvendige forholdsregler. Det kunne for eksempel være at lægge sandsække ud, siger Jan Nedza.

Også Beredskabsstyrelsen, der er en statslig myndighed, følger situationen, men har endnu ikke taget nogen ekstra foranstaltninger.

– I dagtimerne har vi fuld bemanding og er klar til at rykke ud fra vores beredskabscentre i Thisted, Herning, Haderslev, Næstved, Allinge og Hedehusene, oplyser Beredskabsstyrelsen i en mail.

/ritzau/

Arkivfoto: Christian Kjeldsen

Forfatter

Related posts

Top