Benzinprisen sætter rekord 

Prisen på at tanke bilen er i øjeblikket den højeste nogensinde.

Hos Q8 stod prisen fredag morgen i 14,19 kroner for en liter 95-benzin, mens prisen hos OK var 14,09 kroner. Det fremgår af tankstationernes hjemmesider.

Det er de højeste priser nogensinde ifølge en opgørelse fra Drivkraft Danmark, der er brancheorganisation for de danske tankstationer. Hvis man tager højde for inflationen – altså den løbende stigning i priserne – er den nuværende benzinpris ikke dog rekordhøj. Her skal man tilbage til 1982, hvor en liter benzin – omregnet til nutidens kroner – ville have kostet 15,68 kroner.

Hos Sydbank kalder cheføkonom Søren V. Kristensen det nuværende prisniveau for markant.

– Det er ret voldsomt, hvad vi ser i øjeblikket. For en gennemsnitlig bilist er det en ekstraregning på omkring 3000 kroner om året, siger han.

I starten af coronaudbruddet i marts 2020 var benzinprisen kortvarigt under 10 kroner, men siden er den steget kraftigt.

Det er ikke kun benzinprisen, som har kurs opad i øjeblikket – det gælder også blandt andet strøm og gas.

/ritzau/

Forfatter
Tags

Related posts

Top