Banedanmark: 49-årig dræbt mand var orienteret om køreplanen

En 49-årig mand fra Litauen mistede livet natten til lørdag i en tragisk arbejdsulykke på Oddesundbroen.

Manden, som var i gang med at male, som en del af et renoveringsarbejde på broen, befandt sig i en lift, som blev påkørt af et forbipasserende tog. Han blev dræbt på stedet.

Men ulykken burde slet ikke kunne ske. For i følge Banedanmark var manden orienteret om, at han først måtte svinge liften ud på banelegemet efter klokken 00.33, hvor det sidste tog for natten passerede. Det skriver Dagbladet Struer.

– Men af uransagelige årsager er han alligevel på banelegemet før det sidste tog er passeret, siger politikommissær Lilian Jensen fra Midt- og Vestjyllands Politi, til dagbladet.

I forbindelse med ulykken har Arbejdstilsynet besøgt broen for at undersøge ulykken nærmere.

– På baggrund af vores undersøgelser har vi afgivet et strakspåbud til Ommen A/S om at udfører arbejdet sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt, fortæller tilsynschef Anna Trige Lindberg til TV Midtvest.

Strakspåbuddet betyder, at Ommen A/S skal iværksætte noget med det samme, der sikrer, at arbejdet kan udføres uden fare for arbejderne.

Foruden strakspåbuddet blev ulykken på Oddesundbroen vurderet til at være en grov overtrædelse af arbejdsmiljøloven, oplyser Arbejdstilsynet.

Det vil sige, at sagen er sendt til juridisk vurdering, hvor det skal besluttes, om det ender med bødestraf.

Arkivfoto: Vejdirektoratet

Forfatter

Related posts

Top