Avis: Regioner vil masseteste hospitalsansatte for corona

Patienter på landets hospitaler skal beskyttes bedre mod at blive smittet med coronavirus af det personale, de møder undervejs i deres forløb.

Derfor planlægger de fem regioner ifølge Berlingskes oplysninger at indføre en form for screening af de ansatte.

Det vil sige, at et stort antal medarbejdere, der arbejder med coronaområdet på hospitalerne, hyppigt skal testes for corona, skriver mediet.

I tilfælde af en positiv test kan de smittede holde sig hjemme. Dermed kan de undgå at smitte patienter, kolleger og personer i deres private omgangskreds.

Initiativet kommer, samtidig med at en undersøgelse fra Region Midtjylland har vist, at 30 procent af de ansatte på akutafdelingen på Hospitalsenheden Vest, som er blevet testet for coronavirus i en stor undersøgelse, har antistoffer mod virusset.

/ritzau/

Foto: Line Bloch Klostergaard, Region Nordjylland

Forfatter

Related posts

Top