Arriva erstatter DSB på ruten Struer-Vejle

Arriva har torsdag vundet udbuddet på to ruter, der i dag drives af DSB.

Der er tale om strækningen  mellem Struer og Vejle samt Svendborgbanen mellem Svendborg og Odense. Det oplyser Transport-, Bygnings- og Boligministeriet i en pressemeddelelse.

Ud over de to nye ruter har Arriva også genvundet udbuddet på de seks strækninger, hvor selskabet allerede står for driften. Det nye udbud gælder fra 2020 til 2028. Der er en klausul i udbuddet, der betyder, at aftalen kan forlænges med to år.

Den nye aftale betyder, at Arriva fra 2020 vil stå for stort set alle større strækninger i de vestlige og centrale dele af Jylland.

Tog til tiden
Transportminister Ole Birk Olesen (LA) udtrykker i pressemeddelelsen tilfredshed med udbuddet:

– Vores erfaringer med udbud af den midt- og vestjyske togtrafik viser, at det giver god mening for passagererne og skatteyderne at konkurrenceudsætte togtrafik, siger han.

– I de to første kontraktperioder har vi fået både billigere og mere punktlig togtrafik med et højt serviceniveau til passagererne.

De to DSB-strækninger blev sendt i udbud som følge af en politisk aftale fra sommeren 2017. Her stemte alle partier undtagen Enhedslisten for.

Foto: Arriva

Forfatter

Related posts

Top