Apollo-Thy med i slutspurt om at bygge månegrisstalden

NaturErhvervstyrelsens støtteordning Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram (GUDP) har udvalgt fire projekter til at byde på at opføre månegrisstalden. De får nu i alt 1,6 mio. kr. til at undersøge mulighederne for at etablere innovative modelstalde med fokus på måling og reduktion af emissioner.

Projekterne spænder bredt med ambitioner om at vise, hvordan man – i såvel store, nye staldanlæg, som i forbindelse med renovering og udvidelser af eksisterende stalde – kan anvende løsninger, der moniterer og mindsker belastningen af miljøet og fx forbedrer dyrevelfærden og driftsøkonomien. Projekterne vil demonstrere teknologier til måling og reduktion af emissioner, ligesom de blandt andet vil tage fat på at styrke dyresundheden og optimere ressourceudnyttelsen.

Thy-landmænd har samlet gruppe bag bud
De to landmænd Søren Foged Overgaard og Niels Jørgen Pedersen, vil sammen med store aktører og interessenter fra hele værdikæden realisere en højproduktiv slagtesvinestald med 8.000-10.000 stipladser i Nationalpark Thy.

Det forudsætter især lave ammoniakemissioner, som i lighed med en række adfærds- og velfærdsparametre løbende forventes at blive moniteret og dokumenteret. Målet er, at ammoniakemissionerne dokumenteres i en kombination af måling i ventilationsluften og balanceberegninger.

Data tænkes bearbejdet og præsenteret på en måde, der gør det muligt for driftslederen at handle rettidigt på uregelmæssigheder i produktionen eller udsving i effekten af miljøteknologier.

Bag Apollo-Thy står Gråkjær A/S, Agrotech (Teknologisk Institut), SKOV A/S, Tican, Big Dutchmann, SEGES, Landbo Thy, Skovgaard International A/S, Thisted Cementvarefabrik samt landmændene Søren Foged Overgaard og Niels Jørgen Pedersen.

Endelig bud til september
De fire ansøgergrupper går nu i gang med at udbygge deres projektforslag, inden de den 28. september skal aflevere deres endelige bud på modelstalden. Inden årets udgang vil GUDP-bestyrelsen beslutte, hvem der skal have tilskud til at realisere deres planer.

– I bestyrelsen er vi glade for det stærke ansøgerfelt. Det lover godt for udvikling af fremtidens staldløsninger til svineproduktionen til gavn for den dobbelte bundlinje. Det vil sige løsninger, som både imødekommer grønne udfordringer og styrker forretningen. Det bliver spændende at modtage de endelige ansøgninger i slutningen af september og se, hvordan de har foldet ideerne helt ud, siger formand for GUDP-bestyrelsen Mikael Thinghuus.

Forfatter

Related posts

Top