Annette Olesen og Dick Nyhuus udstiller på Holmen

I dag åbner en ny kunstudstilling i Morsø Kunstforening, hvor der udstilles malerier af Annette Olesen og skulpturer af Dick Nyhuus.

Begge kunstnere er uddannede ved Det jyske Kunstakademi og har talrige udstillinger bag sig i såvel museer og kunsthaller samt i gallerier. Også undervisning af kommende kunstnere har
været en betydelig indsats.

Annette Olesen er mest maler, men arbejder også med tegning. Kunstneren er ikke meget for store ord, for:

– Egentlig holder jeg af et godt maleris tavshed, og bryder mig ikke meget om at skrive om indhold og proces. For mig er det i det direkte møde, at billedet bærer sin kraft. Det er ikke en afbildning eller en gengivelse af virkeligheden, der optager mig, men den mulighed arbejdet med farve, form og fortælling giver for at sanse, skabe og tolke på verden, udtaler hun.

Dick Nyhuus er klart på samme bane:

– Mit arbejde med form udgår altid fra en tanke. Jeg arbejder ud fra længsel, kaos, vemod, drømme og erindringer, eftertanken og tilbageblikket.

Dick Nyhuus er en kunstner, der ikke alene dyrker den klassiske tradition, men som bevæger sig frit mellem forskellige genrer.

Udstillingen er åben frem til den 7. august.

Arkivfoto: Morsø Kunstforening

Forfatter
Top