Anmeldelse : Flot Kulturmødet med plads til udvikling

**** (fire ud af fem stjerner)

Indrømmet. Det var mit første Kulturmødet på Mors. Jeg flyttede først til Mors i maj.

Når det er sagt, var jeg lidt skeptisk fordi jeg har haft min gang i de både finkulturelle, de kulturradikale – men også de folkelige miljøer i Danmark og udlandet de sidste over 30 år.

Det løber mig nemlig koldt ned af ryggen med udsigten til, at kulturpinger skal sidde og bekræfte hinanden i, at de vi er “åhh så gode og at det vi gør er åhh så rigtigt og at ingen andre end os kan gøre det hele åhh så godt, som vi kan det og at andre er åhh så uvidende med nogle åhh så ligegyldige holdninger”.

Jeg har set det alt for mange før.Jeg har tidligere arbejdet med store kulturelle projekter i andre men alligevel beslægtede boldgader til Kulturmødet.

Men sådan er Kulturmødet jo slet ikke. Og heldigvis for det.

Også morsingboernes Kulturmødet
Det er kun anden gang, Kulturmødet afvikles på Mors.

Første gang var selvfølgeligt et eksperiment. Man havde forventet 300 deltagere. Der kom 3-5.000 uden, at man talte benene på de fremmødte og gangede med to.

I år kom der så over 10.000. Ikke mindst fordi morsingboerne er ved at tage Kulturmødet til sig. Og tak for det. Det beviser to ting : morsingboerne er nysgerrige og vil også kultur ligesom de ikke er bange for at tage chancer og være med til at sætte området på Danmarkskortet. Og det er nu sket noget så eftertrykkeligt og tak for det.

Bliv ved med at bakke op om Kulturmødet. Det kan være med til at trække nye borgere til øen, giver Mors ubetalelig reklame og kan være med til at samle Mors. Også set i lyset af de ting, der venter når kommunens 2020-plan skal gennemføres.

Så vil den hurtige så sige : “lad os spare pengene, når kommunen fattes penge”.

Fuldstændigt rigtigt. Men den reklameværdi, Kulturmødet giver Mors, kan man ikke hente ret mange andre steder for det relative lille beløb, arrangementet koster ligesom beløbet ikke redder nogle skoler eller andet, der måtte være i fare på grund af faldende indbygger- og børnetal.

Men Kulturmødet skal bredes ud således, at hele Mors føler ejerskab af det – og at det ikke kun bliver en “Nykøbing-begivenhed”, som en deltager fra Sundby udtrykte det fredag eftermiddag.

Så støt fortsat op kære morsingboere. Det vil I ikke fortryde på sigt.

Risiko for “Tivolisering” af Kulturmødet
Kulturmødet er ikke en byfest. Og må ikke udvikle sig til det.

Derfor er det også vigtigt, at man arbejder med det visuelle udtryk således, at telte og scener ikke bare ligner et hvilket som helst andet udendørs arrangement – og stor respekt for Morsø Festival og Thy Rock som jeg elsker overalt på jorden. Men rækkevis af hvide telte er simpelthen for kedeligt.

Det er også vigtigt, at man ikke plasterer pladser, gader og stræder til med “discount-kultur” med risiko for at falde i “hoppeborgs-fælden”.

Vi må godt snobbe LIDT op ad i forbindelse med Kulturmødet.

Præcis som mange gjorde med maden. Ingen junk-food her men formidabel mad af gode lokale råvarer lavet af Henny Mortensen fra Stenbjerg Kro, Allan Hangaard fra Slagter Holmen, en sandwhich bager som jeg aldrig nåede at finde ud af, hvem var – og så Fiskehuset i Thisted, der bød på en imødekommende service i form af “sønnike” Michael Toft Jensen, der gav kunderne den ultimative “Thy Mors stormende velkomst og service !

Og så er det formidabelt set af arrangørerne at forsøge at skabe en sammenhæng imellem det, der foregår rundt omkring i byen og ikke mindst de to hovedsteder Kulturfjorden og Musikværket – i form af Kulturvejen (Gasværksvej). Flot indsats og spændende indslag og meget mere af det til næste år.

Jeg er sikker på, at vejens beboere gerne deltager igen næste år, hvis ellers man kommer i gang tidligt nok og man får aktiveret beboerne endnu tidligere, end tilfældet har været i år.

Program må ikke blive yesterdays news
Årets program var utroligt flot og rummede noget af det mest geniale, jeg har set i mange år: samtalen.

Muligheden for at lokale og tilrejsende kan sidde sammen med 10 andre ude i et telt eller i et lokale et sted i byen eller sammen med 400 andre i Musikværkets store sal og noget så “gammeldags” som at “samtale” om ting. Det giver et engagement og en nærhed, som er guld værd og som kan give Kulturmødet det afgørende løft, der skal til for, at endnu flere almindelige dødelige gider møde op.

Til gengæld er der rigtigt mange folk på scenen, der repræsenterer gammeldags kulturpolitisk tankegang i stedet for at få nogle ind, der har nogle konkrete bud på, hvordan fremtiden kommer til at se ud og hvordan man møder fremtiden.

Jeg overværede en debat om mediernes ansvar for at formidle kulturen med et panel af mennesker, der i den grad var tilbageskuende og stort set kun mente, at DR var skurken og at aviserne iøvrigt gjorde deres arbejde helt fantastisk. Jeg måtte udvandre. Den diskussion har kørt de sidste ti år. Hvor var det fremadrettede ? Hvor var de mennesker, der rent faktisk har anvist en vej til en hurtigere kulturformidling i dagens Danmark ? Hvorfor kan de etablerede danske kulturdebattører ikke se fremad og komme med løsninger, i stedet for at stille sig i to hjørner og råbe af hinanden og af DR og X-Faktor og og og….

Kom dog videre.

Der skal være mere plads til udvikling af kulturen på næste års program.

Iøvrigt havde programmet en flot bredde og dog.

Hvorfor var det lige, at ungdomskultur skulle diskuteres for sig selv – og voksenkultur for sig selv?

Man burde flytte et par ungdomsdebatter “op til de fine deroppe ved Musikværket” og så kunne de jo komme ned til os og diskutere på “vores pallescene”, som en af de unge sagde til mig sent fredag nat.

Hvor har han dog ret.

Kulturmødet skal bygge bro mellem ungdoms- og voksenkultur. Ikke graver grøfter.

Kulturfjorden – Kulturmødets uslebne diamant
Kulturfjorden hvor de unge fik lov til at boltre sig, viste sig at være en genistreg fra arrangørernes side.

Der er ingen som helst tvivl om, at får man udviklet området med endnu mere indhold næste år og får etableret samarbejde med landets øvrige unge kulturmiljøer gennem Frontløberne i Aarhus og samtidigt får aktiveret vores unge i Thy Mors, vil de “tilrejsende” kunne indgyde vores “egne unge” så mange ideer, værktøjer og så videre, at det lokale kulturliv vil få et løft.

Må jeg foreslå, at Kulturmødet straks laver en aftale med Frontløberne i Aarhus og indskriver i aftalen, at man samtidigt skal engagere de lokale ungdomskræfter i Thy fx. Thy Music Collective, ungdomsrådet i Thisted Kommune, miljøerne omkring Plantagehuset, alle Morsø´s egne ungdomssteder som Morsø Ungdomsskole, produktionsskolen (som også var med i år), måske landbrugsskolen, uddannelsesinstitutionerne og så videre.

DET vil være godt for den fremtidige udvikling af Kulturmødet og være med til at sikre et generationsskifte i ledelsen, når den tid kommer om mange år, og være med til at løfte hele det lokale kulturliv.

Jeg savnede, at DR´s P8 Jazz koncerter og campingvogn også var en del af Kulturfjorden, ligesom andre medier burde rykke derned i stedet for at have pressecenter i Musikværket.

Pas på ikke at sejre Jer ihjel
Med en fordobling hvert år af deltagerantallet, risikerer man at sejre sig selv ihjel, hvis man ikke passer på.

Kulturmødet er et godt eksempel på projekter, der kan risikere at gå den vej, hvis man ikke passer på.

Derfor er tiden kommet til at gennemgå og styrke organisationen til at kunne møde fremtiden. For hulen da hvor har Niels Otto Degn, Evanthore Vestergaard og hele kommunens stab af fantastiske medarbejedere og de mange, mange frivillige gjort en fantastisk indsats. Stor stor respekt herfra !.

Men der hviler simpelthen for mange opgaver på for få skuldre. Det mærker man ikke som almindelig deltager. Men man ser det tydeligt, hvis man bare åbner lidt på låget på det underliggende ved arrangementet.

Derfor er Region Nordjylland og Morsø Kommune også nødt til at tænke stort og tænke Kulturmødet 3-4 år fremad i stedet for et år ad gangen.

Det vil lette det at finde penge udenfor området, det vil lette det daglige arbejde med program og udvikling af dette, give mere ro på afviklingen af Kulturmødet og ikke mindst vil det sikre Kulturmødet en ro og bedre udtryk overfor de mange lokale deltagere og tilrejsende.

Jeg kan ikke lade være med at tænke tilbage på den ældre dame i starten af 80´erne som på rav-vestjysk sagde:

“Er det allerede slut nu….. jeg glæder mig allerede til næste år!”

Det gør jeg også.

Mors – I kan være stolte af Kulturmødet 2014.

Rigtigt stolte endda !.

af Christian Kjeldsen, nyhedsjournalist
Denne anmeldelse er udtryk for anmelderens personlige holdninger og oplevelser.

Forfatter

Related posts

Top