De cirka 80 fremmødte deltagere ved Nykøbing Mors Andelsboligforenings generalforsamling kunne endnu en gang glæde sig over en forening i fremgang, og ikke mindst med et overskud på 112.000 kroner, der vidner om en sund drift. Foreningen fortsætter investeringerne i nye boliger samt renovering af de øvrige boliger.
Generalforsamling startede med et minuts stilhed til minde om formand Henrik Rene Christensens alt for tidlige bortgang. Herefter aflagde næstformand, og konstitueret formand, Tommy Nielsen beretning.
“Vi har den 1. februar idriftsat vores nybyggeri i Fyrparken – i alt 12 super fine boliger, som alle er lejet ud. Det er et superflot byggeri og et skønt område, der nu er kommet i stand deroppe. Selve byggeriet er forløbet rigtig godt hele vejen igennem byggeperioden, og uden store overraskelser, hverken for så vidt angår byggeri eller byggeøkonomi”, sagde Tommy Nielsen og fortsatte:
“Vi har således tilført 12 nye store lejeboliger – 3 og 4 rums boliger til vores samlede portefølje af boliger, og dermed kan vi fremvise et meget varieret udbud af boliger, og vi nærmer kraftigt 800 boliger til udlejning på Mors. Vi spænder nu bredt, og kan således tilbyde lejemål i alle størrelser og prisklasser”.
Mere nyt på vej
Bestyrelsen har i nogen tid haft et ønske om, at næste gang man skal i gang med et nybyggeri, bliver det et bynært nybyggeri med 2 og 3-værelses lejligheder.
“Det vil gøre det muligt, at vi også kunne tilbyde nye lækre lejligheder, også til enlige. Vi har, som nævnt sidste år, sendt en appetizer ind til Morsø Kommune, som de dog stadig tygger på. Vi håber selvfølgelig fortsat på velvilje fra Morsø Kommune, og at vi derfor indenfor en ikke alt for lang periode kan vende tilbage og bede jer om et mandat til et nyt byggeri. Kan det ikke lade sig gøre, så vil vi nok forsøge at kigge andre veje”, påpegede Tommy Nielsen.
Løbende vedligeholdelse er vigtig
Et er at udvikle og bytte nyt. Noget andet, og mindst lige så vigtigt, er vedligeholdelsen og den løbende udvikling af boligforeningens eksisterende boligmasse.
“Det er et arbejde, vi fortsat prioriterer højt, og noget vi bruger rigtig mange penge på. Og sådan skal det være. Vores boliger skal fremstå som indbydende og vel vedligeholdte, og dermed appellere både til de af jer, der bor der nu, men også appellere stærkt til kommende indflyttere, også for så vidt angår huslejeniveau”, sagde Tommy Hansen og fortsatte:
“Vi medgiver, at vi nogle gange ikke nødvendigvis kan indfri alle ønsker, og da slet ikke i det tempo, som man helst ser det i …, men vi gør en løbende og dygtig indsats for, at både boligerne og omgivelserne skal stå sig godt”.
Nykøbing Mors Andelsboligforenings arbejder med 30-årige vedligeholdelsesplaner, og det arbejde er der lagt en stor indsats omkring, herunder også i forhold til løbende energieffektiviseringer, som skal hjælpe foreningen med at prioritere og bevare overblikket over kommende store vedligeholdelses- og forbedringsarbejder. Alene i 2024 er der lavet et halvt hundrede større indsatser i afdelingerne.
Opmærksomme på asbest
Nykøbing Mors Andelsboligforening har i 2024 kigget ind i nye retningslinjer for håndtering af asbestholdige materialer ved renovering. Asbestholdige materialer forefindes typisk i byggerier opført i 1970’erne og 1980’erne.
“Vi har på nuværende tidspunkt foretaget analyser i en del af de ældre byggerier, og det har vist sig, at der ikke er fundet asbest i de store etageejendomme, så som Møllevænget, Tingvej, Strandparken, Højbro og Grønnegade/Filtenborggade. Der er til gengæld fundet asbest i analyser fra Nørregade 21 og Engparken. Vi forventer at foretage analyser fra alle byggeafsnit opført før 1990 i den kommende tid”, sagde Tommy Nielsen.
Stærk økonomi og repræsentation
Regnskabet for 2024 udviser et overskud på 112.000 kroner, hvilket er tilfredsstillende. I 2024 var 3 af afdelingens 7 afdelinger målt til at være de mest effektive i Region Nord sammenlignet med andre tilsvarende afdelinger – øvrige afdelinger klarer sig også godt i målingerne.
“Effektiv drift er også lig med mere konkurrencedygtige huslejer. Det er rigtig godt gået”, sagde Tommy Nielsen.
Noget andet, der glæder boligforeningen, er, at målet omkring at have afdelingsbestyrelser i alle afdelinger nu er i hus.
“Det lykkedes på afdelingsmøderne i september at få valgt i alle afdelinger. Siden er det også lykkes at få valgt en afdelingsbestyrelse i vores nye afdeling i Fyrparken, så vi nu har fuld plade med 8 bestyrelser i 8 afdelinger. Det synes jeg er virkelig flot, og vores håb er, at I ude i bestyrelserne vil finde jer til rette i arbejdet og få et godt samarbejde stablet på benene”, sagde Tommy Nielsen, er sluttede med at takke alle i afdelingsbestyrelserne, medarbejderne på kontoret samt bestyrelsen for et godt samarbejde.
Michael Dahlgaard ny formand
Ved de efterfølgende valg blev Michael Dahlgaard valgt som ny formand, mens Christian Nielsen, Keld Jensen Toft og John Gade Steffensen alle blev genvalgt efter afstemning.
Foto : Morsø Kommune