Alive Festivalen mere end musik i 2015

Alive Festivalen bliver meget mere end musik i 2015. Man vil gentage sommerens surfarrangement i Klitmøller, men også give gæsterne mulighed for at se blandt andet Nationalpark Thy og ikke mindst smage på de lokale råvarer.

– Alive sætter for første gang billetter i salg op til jul, og 2015 bliver et år med øget fokus på lokale råvarer, økologi og ture ud i naturen, siger Mads Dahl der er formand for festivalen.

I 2014 åbnede Alive Festival for første gang om torsdagen, og det gav mulighed for nogle lidt utraditionelle festivalevents som surfskole og dj’s på stranden i Klitmøller samt besøg og rundvisning på Thisted Bryghus.

– På den måde kunne de mange tilrejsende gæster opleve de attraktive sider af Thy, som ikke er tilgængelige i større byer som Aalborg, Aarhus og København, fortæller Mads Dahl.

Thy all over festivaloplevelsen
2015 bliver året, hvor Alive Festival for alvor bringer Thy ind i festivaloplevelsen med mere natur, flere oplevelser ud af huset og et større fokus på lokalproduceret og økologisk mad og drikke.

– Festivalen vil derfor i de kommende måneder arbejde på at inddrage endnu flere samarbejdspartnere i lokalområdet, som kan hjælpe til at give festivalens kvalitetsbevidste gæster en unik oplevelse af Thy. Alive håber på god opbakning, så der kan laves nogle aftaler, som alle parter og især gæsterne får glæde af, siger Mads Dahl.

Festivalen har de sidste par år oparbejdet et underskud på kr. 76.627 som kommunen dog ifølge Thisted Dagblad, ser ud til at gå ind og dække.

Samtidigt går man nu i gang med at gennemgå hele festivalens forretningsgrundlag i samarbejdet med Thy Erhvervsforum.

Billetsalget skydes i gang i dag klokken 12, og prisen for en partoutbillet til de tre festivaldage starter på 495 kroner.

Foto : Thy Music Collective, fotograf Tommy Frost

Forfatter

Related posts

Top